01. marts 2021

KL inviterer til Kommunalpolitisk Topmøde 2021

Kommunalpolitisk Topmøde vil i år sætte særligt fokus på det, der kommer efter pandemien. Herunder især spørgsmålet om, hvordan kommunerne kan bidrage til at løse de væsentlige samfundsudfordringer, der presser sig på efter coronakrisen.

Den 18. marts 2021 byder KL velkommen inden for til Kommunalpolitisk Topmøde 2021. Topmødet foregår i år virtuelt, live fra KL-Huset i København.

Fordi topmødet afholdes virtuelt, er antallet af deltagere ikke begrænset af de fysiske rammer. Derfor tilbyder vi helt ekstraordinært alle interesserede at deltage i topmødet.

På Kommunalpolitisk Topmøde 2021 kan man ud over KL’s formand, Jacob Bundsgaard, og næstformand, Martin Damm, blandt andre møde:

  • Statsminister Mette Frederiksen, der overbringer regeringens hilsen
  • Finansminister, Nicolai Wammen, partiformand Pia Olsen Dyhr, politisk leder Sofie Carsten Nielsen, partiformand Søren Pape Poulsen og partiformand Jakob Ellemann-Jensen i en debat om de væsentligste samfundsudfordringer, der presser sig på, når en mere normal hverdag kalder i kommunerne efter corona
  • Vicegeneralsekretær i OECD, Ulrik Vestergaard Knudsen, og økonomiprofessor og fhv. overvismand, Michael Svarer, som giver deres bud på, hvordan den nye økonomiske virkelighed efter corona ser ud på globalt og nationalt plan. De suppleres af borgmester, Pernille Beckmann, der tilføjer et kommunalt perspektiv
  • Timothy Garton Ash, forfatter og professor i europæiske studier ved Oxford Universitet, i samtale med chefredaktør Rune Lykkeberg om demokratiets tilstand efter coronapandemien og perspektiverne for det lokale demokrati.
  • Borgmester i Holbæk, Christina Krzyrosiak Hansen, og borgmester i Gentofte, Hans Toft, der tager temperaturen på det danske lokaldemokrati og drøfter, hvordan kommunerne fastholder deres stærke, demokratiske forankring i dagens Danmark.

Derudover danner topmødet også rammen om KL’s årlige delegeretmøde.

”Sidste år satte coronavirussen desværre en kæp i hjulet for afholdelsen af topmødet, så vi glæder os meget til endelig at få lejlighed til at debattere nogle af de problemstillinger, der for alvor presser sig på i kommunerne med både vores medlemmer og vores samarbejdspartnere på Christiansborg og i organisationerne. Vi kommer jo ikke uden om at tale om coronakrisen, men vores fokus vil være på den tid, der kommer efter pandemien. Og især den rolle, kommunerne helt naturligt kommer til at få i løsningen af mange af de samfundsudfordringer, der presser sig på. Det kan fx være, hvordan vi får taget hånd om den generation af unge, der har lidt både fagligt og socialt under krisen, og hvordan vi får indhentet det efterslæb, der er på sundhedsområdet og ældreområdet,” siger KL’s formand Jacob Bundsgaard.

Læs mere

Du finder et foreløbigt program for Kommunalpolitisk Topmøde og tilmelder dig via hjemmesiden her