21. juni 2021

Ny analyse giver ingen svar på affaldsudfordring

En ny analyse fra Deloitte sætter en tyk streg under, at affaldsgebyrerne kommer til at stige langt mere pr. husstand end antaget i klimaaftalen. Frem for at give svar, synes analysen snarere at bekræfte spørgsmålet om, hvorvidt aftalens forudsætninger holder, lyder det fra KL.

Da klimaaftalen om affald blev indgået, lød det skråsikkert, at det kun ville komme til at koste den enkelte husstand omkring 55 kr. ekstra at sortere affald i 10 spande. Når det kunne holdes så billigt, var det fordi, der skulle gennemføres effektiviseringer, som modsvarede udgifterne til indsamling i flere fraktioner.

På baggrund af bl.a. tilbagemeldinger fra kommunerne, har KL dog tidligere meldt ud, at affaldsgebyrerne nærmere kommer til at stige med 500 kr. i gennemsnit pr. husstand.

Der er derfor med spænding set frem til en analyse fra Deloitte, som netop er udkommet. Den skulle bl.a. undersøge effektiviseringsmulighederne og de mulige gevinster ved at etablere et økonomisk tilsyn og indtægtsrammeregulering af affaldsgebyret. Desværre bekræfter analysen kommunernes frygt; Der ikke er hold i meldingen om en stigning på blot 55 kr. per husstand i snit.

”Vi er helt enige i ambitionerne om, at vi skal genanvende mere af vores affald. Udrulningen af de nye ordninger vil dog alt andet lige medføre en stigning i gebyrerne for borgerne. Og prisen er nødt til at blive højere end først antaget. Det skal man være ærlig omkring. Vi har svært ved at se, hvordan denne prisstigning kan modsvares af effektiviseringer – uden at det går ud over serviceniveauet for borgerne,” siger Birgit S. Hansen, formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg.

Uklar analyse

Analysen peger bl.a. på en række effektiviseringsforslag, som dog alt i alt blot vil give en effektiviseringsgevinst på 4-10 pct. Samtidig kan analysen ikke dokumentere, at der – som forudsat – er penge at hente ved fælles udbud af indsamling og afsætning. Hvis de foreslåede tiltag gennemføres, er der risiko for, at borgerne oplever dårligere service samtidig med, at prisen på affaldshåndteringen stiger.

”Helt generelt: Nye ordninger og omlægninger koster mere, og jo mere vi sorterer ud, des højere omkostninger. Analysen identificerer et meget lille besparelsespotentiale samtidig med, at den foreslår en række ret indgribende tiltag, som stritter i hver sin retning, men stadig ikke får jobbet gjort ift. at sikre tilpas med effektiviseringer. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at analysen snarere synes at bekræfte spørgsmålet om, hvorvidt klimaaftalens forudsætninger overhovedet holder,” siger Birgit S. Hansen.

Særligt 5 dele af rapporten er værd at fremhæve:

  1. Rapporten angiver 10 forslag til effektiviseringer, men angiver ikke, hvor meget hvert enkelt tiltag kan bidrage med. Forslagene er uden sammenhæng til resten af analysens forventede effektiviseringsgevinst på 4-10 pct. Flere af disse forslag har afgørende betydning for den kommunale opgavevaretagelse, og KL anser følgende tiltag som særligt problematiske, især fordi der ikke er estimeret, om det vil medføre effektiviseringer, og hvad det har af omkostninger at gennemføre de foreslåede tiltag: Selskabsgørelse, Ophævelse af benyttelsespligt for udvalgte grupper, Udbudspligt, Indtægtsrammeregulering samt Konsolidering af opgavevaretagelsen i regionalt forankrede enheder.
  2. Analysen påpeger, at ”omkostningsniveauet stiger med antallet af affaldsfraktioner, kommunerne vælger at indsamle med henteordninger, tømningsfrekvens og andelen af affald indsamlet med henblik på genanvendelse.” Det er KL enig i, og det hænger sammen med de kommunale erfaringer og vores generelle forventning om, at affaldsaftalens krav om øget affaldsindsamling vil betyde et højere omkostningsniveau.
  3. Analysen dokumenterer ikke besparelsespotentiale ved, at kommuner gennemfører fælles udbud af indsamling og afsætning. Rapporten fremstår ambivalent på dette punkt, da data fra undersøgelsen viser, at fællesudbud ikke giver lavere priser. Men på den anden side alligevel fremhæver flere fælleskommunale udbud som instrument til effektivisering af sektoren. De kommunale erfaringer viser, at der kan være begrænset eller måske ingen effekt i fælles udbud af behandling af affald. Erfaringerne fra et stort fællesudbud med behandling af plast og metal har vist, at det kun er udenlandske behandlingsanlæg, der byder, og priserne ligger højt – over 3.000 kr./ton. Store fælles udbud af indsamlingen kan desuden risikere at udelukke de mindre og lokale renovationsfirmaer fra at byde på opgaven.
  4. Analysen har ikke estimeret mulige gevinster og omkostninger ved at etablere økonomisk tilsyn og indtægtsrammeregulering. Analysen estimerer alene et samlet effektiviseringspotentiale for affaldsordninger og genbrugsstationer på 225 til 600 mio. kr. Dette estimat er alene baseret på forskelle mellem kommunernes affaldsgebyrer, så de dyreste kommuner sammenlignes med gennemsnittet. Analysen tager ikke højde for årsagerne til forskellige gebyrniveauer, der skyldes forskelle i demografi, bystruktur, boligsammensætning, indkomstforhold, investeringer, afskrivninger mv.
  5. Analysen foreslår ensartet brug af den kommunale kontoplan og andre tiltag, der i højere grad end i dag muliggør sammenligning på tværs. Det bakker KL fuldt op om og har allerede igangsat et flerårigt arbejde om digitale affaldsdata, som sigter mod det samme mål. KL bakker også op om anbefalingen om vejledning om udbud og opfordrer til, at de kommunale erfaringer om bedste praksis deles.