24. juni 2021

Debatindlæg: Renovering er også en klimastrategi

Bygninger er en af de helt store klimasyndere, så der ligger et stort reduktionspotentiale med en strategisk tilgang til bygninger og boliger. I de politiske forhandlingsrum vil vi gerne være med til at sætte retning for vedligehold og renovering af bygninger som klimastrategi

Af Laila Kildesgaard, direktør i KL 

Bygningerne fortjener i den grad vores opmærksomhed i klimaindsatsen, for næsten en tredjedel af Danmarks samlede CO2-udledning stammer fra byggeri, opvarmning og drift af bygninger.

Folketingets aftale om et CO2-loft på nybyggeri er derfor også et skridt i den rigtige retning, fordi størstedelen af en bygnings klimaaftryk over hele dens levetid ligger i byggefasen.

Problemet er bare, at effekten af kun at omstille nybyggeri ikke slår markant igennem på kort sigt – for selv et meget bæredygtigt byggeri har et stort klimaaftryk. I kommunerne har vedligehold, renovering og energieffektivisering i mange år været – og er fortsat – et helt centralt element i klimaindsatsen.

Stort set alle kommuner arbejder med egne bygninger som en del af klimaprojektet DK2020, og hovedparten af kommunerne svarer i en KL-analyse fra juni i år, at man forventer at energirenovere kommunale institutioner. 

Vedligehold og renovering som klimastrategi

Vi vil gerne gå videre af den vej, og derfor er vi med økonomiaftalen for 2022 blevet enige med regeringen om, at en række tiltag til at udbygge værktøjskassen for energieffektvisering af de offentlige bygninger.

Kommunerne er landets største bygningsejer og råder over rundt regnet 31 millioner kvadratmeter. Det er vores skoler, daginstitutioner, plejehjem, kulturhuse, idrætsfaciliteter og rådhuse.

Den enkelte bygnings levetid er lang – 50 til 80 år på papiret og ofte meget længere. Så ud over at være rammen om den velfærd, som vi tilbyder borgerne, skal vi have øjnene op for, at bygningerne også er et kapitalapparat.

Den CO2, der er udledes, når man bygger, er bundet i bygningen, og det gør faktisk kommunerne – såvel som alle andre bygnings- og boligejere – til CO2-forvaltere. Det faktum overses i de nationale klimaaftaler.

Heldigvis begynder nye analyser at vise, at det ofte både kan betale sig i både klima og kroner at renovere fremfor at bygge nyt, som det også er fremhævet af andre i denne debatrække.

Vi skal huske på, at kommunalbestyrelserne også er bygningsejere, og vi skal derfor også vænne os til at vurdere nybyggeri i forhold til renovering. Og så skal der være mere fokus på vedligehold og renovering som klimastrategi – også i de statslige tilskudspuljer, der er målrettet energieffektivisering. Simpelthen fordi det er sund fornuft at passe på og bevare det, som vi allerede har, fremfor at rive bygninger ned. 

Stort potentiale i kommunerne

Selvom kommunerne har arbejdet med effektivisering i mange år, er der endnu meget at hente.

Mange af de offentlige bygninger, der blev bygget, da vi i 1960'erne og 1970'erne udbyggede velfærdsstaten, står der endnu. Og dengang stillede vi ikke energikrav til bygningerne. Derfor er det vigtigt, at der fra centralt hold bliver prioriteret midlerne til det.

Af samme grund anbefaler Klimarådet også energieffektivisering af bygningerne som et konkret virkemiddel til at reducere udledningen. Men renoveringsindsatsen skal ikke ske i blinde.

I KL er vi derfor sammen med næsten halvdelen af landets kommuner i gang med at udvikle nøgletalsmodeller til brug for ejendomsadministrationen i kommunerne. Det arbejde har givet kommunerne indsigt og modeller for at opgøre niveauet af vedligeholdelsen og indeklimaet i de kommunale bygninger.

Det har regeringen også anerkendt i den nye økonomiaftale. Det kan også være med til at forbedre det grundlag, som vi har som politikere, når vi for eksempel forhandler økonomiaftale på plads med regeringen.

En strategisk og klog renoveringsindsats

Næste skridt er at kunne arbejde strategisk med energirenovering og større vedligeholdelsesindsatser.

I KL har vi peget på brug af forsyningsdata til energistyring, og at man på tværs af den offentlige sektor bør opdatere Energimærkeordningen, så energimærkerne bliver et værktøj til strategisk bygningsvedligehold.

Derudover er der de økonomiske rammer. Behovet for kvadratmeter i kommunerne er stort, og den demografiske udvikling med flere ældre og flere små børn lægger et yderligere pres på udviklingen af kommunernes bygningsmasse, men anlægsrammen har en begrænset størrelse.

Det gælder altså om at sikre de kloge og rigtige løsninger både i forhold til klimaet og økonomien. Vi er derfor nødt til snart at tage hul på diskussionen om, hvordan det offentlige kan agere langsigtet og få bæredygtighed ind i sine investeringer.

Debatindlægget blev bragt på Altinget.dk den 23. juni 2021