26. februar 2021

Debatindlæg: Corona blev en gamechanger – men ikke redningen

Håndteringen af corona lærte os meget om, hvad der skal til for at levere en god og tryg tur gennem sundhedsvæsenet for vores borgere. Nu er det nødvendigt at bruge erfaringerne i en ny og gennemgribende sundhedsaftale, skriver Jette Skive.

Af Jette Skive, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg

Det kommer næppe bag på nogen, at vi fra KL’s side har én ting helt i top på prioriteringslisten over, hvad der skal nås i 2021 på sundhedsområdet; nemlig at komme i gang – og forhåbentlig også helt i mål – med en sundhedsaftale. Og når man læser med i debatten her i Altinget, er der mange, der er helt på linje med os. For det akutte behov for en sundhedsaftale har coronakrisen ikke ændret på. Tværtimod. Mens Danmark har været lukket ned, er udfordringerne i sundhedsvæsnet jo ikke blevet mindre.

Antallet af ældre stiger stadig. Antallet af borgere med en kronisk sygdom bliver flere og flere. Og antallet af borgere med psykiske lidelser vokser. Og med det følger en markant stigning i presset på det nære sundhedsvæsen i kommunerne.

Corona blev på mange måder en gamechanger. Men corona er ikke redningen af vores sundhedsvæsen. Skal vi lykkes – til borgernes bedste – kræver det en sundhedsaftale.
Jette Skive

Fx oplever stort set alle kommuner, at de varetager opgaver, som før blev løst i sygehusregi – uden at rammerne og økonomien er fulgt med. Og stort set alle kommuner oplever, at borgerne har flere og mere komplekse sygdomme og behov end tidligere. Denne udvikling har været undervejs i mange år. Og den har coronaen ikke sat en stopper for.

Et forbilledligt samarbejde

Men vi skal lære af coronahåndteringen. For mens vi har kæmpet mod en smitsom og dødelig virus, har vi på forbilledlig vis oplevet et forenet og taktfast sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen, hvor de mange medarbejdere og ledere fra start satte turbo på livsnødvendige forandringerne. På rekordtid blev medarbejdere omskolet, organisationer omlagt og fag- og sektorgrænser blev pludselig mindre betydelige. Vi så, hvordan regioner og kommuner lavede fleksible udlånsaftaler for personale på tværs. Hvordan kommuner på rekordtid oprettede ekstra midlertidige pladser for at kunne aflaste sygehusene – og hvordan sygehusene beredvilligt stillede sig til rådighed for at tage det lægefaglige ansvar for borgerne på disse pladser. Rigtig mange kommuner oplevede at kunne få den back-up, de havde brug for, for at kunne tage borgere med covid-19 hjem. Og nyeste skud på stammen er et glimrende samarbejde mellem regioner og kommuner om vaccinationer på bl.a. plejehjem.

Viljen til handling har været til stede under coronakrisen. Målet har været entydigt det samme for alle aktører. Men spørgsmålet er, om den samme vilje er til stede, når vi kommer ud på den anden side? Eller om vi har brug for forpligtende rammer for at kunne skabe de grundlæggende forandringer, som alle sundhedsvæsenets aktører er helt enige om, er nødvendige. Jeg tror på det sidste.

Og vi har allerede byggestenene til en reform. I september sidste år præsenterede KL og Danske Regioner nemlig 12 fælles pejlemærker for fremtidens sundhedsvæsen. Pejlemærkerne blev til midt i coronakrisen, hvor vi havde piskende travlt med at få sundhedsvæsenet til at hænge sammen. Men hvor vi også lærte noget om, hvad der skal til for at levere en god og tryg tur gennem sundhedsvæsenet for vores borgere.

En klar plan

Først og fremmest foreslår vi stærkere og mere formaliserede samarbejder mellem kommuner, sygehuse og almen praksis omkring akutsygehusene – på tværs af sektorerne og politisk forankret. Fagligheden skal råde og beskrive de rigtige grundlag for forandringerne. Og det politiske niveau skal skabe drive og tempo på forandringerne.

Dernæst skal der laves en plan, der over en årrække grundlæggende skal være med til at styrke indsatserne for de ældre, borgere med kroniske sygdomme og borgere med psykiatriske lidelser. En plan med fokus på tidlige indsatser, egenomsorg, træning mv., så sygdom og forværring af sygdomme forebygges så vidt muligt.

Endelig bygger vores pejlemærker på, at vi skal have den nødvendige økonomi og data til arbejdet. Skal fagligheden styrkes, kapaciteten øges og kommunernes arbejde ensartes mere, kræver det national finansiering af opgaverne.

Der er derfor brug for, at vi langt om længe får taget skridtet og landet en sundhedsaftale. Og ikke en aftale med småjusteringer. Vi ønsker en samlet national plan, som sikrer et sammenhængende, effektivt og trygt sundhedsvæsen. Hvor borgerne møder højt specialiseret behandling på sygehusene og effektive, trygge og nære tilbud hos egen læge og i kommunerne. Og hvor vi møder borgerne dér, hvor det giver mest mening for dem i deres hverdag.

Corona blev på mange måder en gamechanger. Men corona er ikke redningen af vores sundhedsvæsen. Skal vi lykkes – til borgernes bedste – kræver det en sundhedsaftale.

Debatindlægget er bragt på Altinget Sundhed den 26. februar 2021