06. august 2021

Debatindlæg: Indsats mod stigende vandmængder går for langsomt

Besværlige regler og manglende midler betyder, at det går for langsomt med at klimasikre Danmark mod skybrud og stigende grundvand.

Af Birgit S. Hansen, formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg

Mens mange kommuner arbejder aktivt med at forebygge mod klimaforandringerne, er sjaskvåde stuer, kældre og oversvømmede veje efter perioder med kraftig regn, et velkendt problem.

Vi behøver ikke at vente på flere hændelser med vand, der stiger og ødelægger værdier på mange fronter. Tiden til handling er nu.

Det der er brug for, er flere muligheder for at finansiere den ofte dyre klimatilpasning, og at reguleringen på området bliver mere sammenhængende.

I dag er det grundejernes ansvar at sikre sig mod vandmængderne. Men de har behov for bedre lånemuligheder. Mens de statslige rammer, der beskriver, hvordan udgiften skal fordeles mellem flere grundejere, også skal være mere gennemskuelige. De betyder i mange tilfælde, at parterne simpelthen ikke kan blive enige om fælles løsninger.

Når det er kommunerne, der er grundejer, skal det være muligt at finansiere klimatilpasning uden for anlægsloftet. Ellers bliver det et urimeligt valg mellem skoler, børnehaver, plejehjem og så klimatilpasning.

Vandet kommer både ovenfra og nedefra

I dag må kommuner og vandselskaber gerne hjælpe borgerne, når vandet kommer ovenfra i form af skybrud. Men ikke når vandet kommer nedefra i form af stigende grundvand. Det hænger simpelthen ikke sammen, og derfor har KL sammen med brancheforeningen DANVA lavet forslag til ny lovgivning.

Forslaget går på, at kommunerne må tage højtstående grundvand med i deres planlægning i spildevandsplanerne, og at vandselskaberne må lave de praktiske løsninger, der leder vandet væk. Det er stadig grundejerne, der skal betale over taksterne. Forslaget kan kun få den ønskede virkning, hvis også vandsektorloven og de økonomiske regler for vandselskaberne spiller med.

Vandet venter ikke på os

I dag mangler der også lovgivning, der forpligter kommunerne til at planlægge for klimatilpasning, der hvor vandløb og kyststrækninger går på tværs af kommunegrænser. Mange gør det allerede frivilligt. Men opgaven er så vigtig, at den bør være en defineret og finansieret skal-opgave for kommunerne.

Der er behov for forandring nu, for de nuværende regler gør, at der ganske enkelt ikke bliver lavet de nødvendige foranstaltninger. Det er hverken godt for borgerne, virksomhederne eller samfundet.

Vi har videregivet vores forslag på området til Miljøministeriet i håb om, at det kan komme med i den nationale klimatilpasningsplan og den justering af lovgivningen på flere områder, der nu bør laves. Vandet venter ikke på os.

Debatindlægget blev bragt i Avisen Danmark d. 5. august 2021