26. august 2021

Debatindlæg: Det er en stor misforståelse, at kommuner ikke skal lave klimamål

Økonomiprofessors kritik af kommunale klimamål er »helt skudt ved siden af«, skriver Birgit S. Hansen, formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg, i et debatindlæg.

Af Birgit S. Hansen, formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg

I sidste uge kunne man i Klimamonitor læse, at kommunerne, ifølge professor Mogens Fosgerau, Københavns Universitet, undergraver den grønne omstilling ved at opsætte ambitiøse klimamål. Det kan virke helt ulogisk, men argumentet er, at den bærende logik i klimaomstillingen må være at gøre det så billigt som muligt.

Der er bred enighed om, at omstillingen til et klimaneutralt Danmark skal ske på den samfundsmæssigt mest omkostningseffektive måde. Og det bliver næppe kommunerne, der ønsker at fordyre den grønne omstilling. Slet ikke når mange af midlerne til de lokale grønne tiltag kommer fra kommunekassen, der også skal finansiere borgernes velfærd.

Men økonomi er ikke det eneste hensyn. Hastighed i omstillingen – altså hvor hurtigt vi som samfund kan reducere udledningen af drivhusgasser –bør også være en prioritet. Det understregede FN’s klimapanel (IPCC) så sent som i begyndelsen af august i sin 6. statusrapport om klimaets tilstand. Netop behovet for handling gør det lokalpolitiske ejerskab for klimaindsatsen så væsentlig.

God logik i transporttiltag

Mogens Fosgeraus kritik rejses med reference til, hvordan kommunerne i klimaets tjeneste arbejder for at reducere antallet af biler i byerne. Transportområdet er reguleret fra statslig side, og dermed mener Fosgerau, at der er tale om dobbeltregulering.

Kommunerne skal holde sig til områder, hvor de har kompetencen, lyder det videre fra professoren. Men kommunerne har faktisk kompetencen til at skabe byrum, hvor der er mere plads til mennesker og mindre til biler. Gennem kommuneplanen og lokalplaner kan kommunen sætte mål og retning for kommunens udvikling og bestemme, hvordan arealer anvendes, hvor tæt der bebygges, og hvor der skal være opholdsarealer.

Når kommunerne i klimaarbejdet har fokus på udledninger fra transportområdet, er det, fordi transportsektoren i mange kommuner udgør den samlet set største udledningspost i CO2-regnskabet. De sidste 30 år er der kommet cirka en million flere biler på de danske veje, og fremskrivninger viser, at behovet for at kunne transportere sig vil stige i årene frem. Vi kan altså forvente flere – ikke færre – biler i fremtiden.

Faktisk er transportsektoren den eneste større sektor i Danmark, hvor CO2-udledningen er steget siden 1990 – og udledningen stiger fortsat. Det kalder i høj grad på lokal hjælp fra kommunerne.

Men kommunernes værktøjskasse på transportområdet indeholder hverken afgifter på biler eller brændstof, og kommunerne rører slet ikke ved krav til bilproducenterne. Der planlægges for knudepunkter i den offentlige transport, stationsnærhed, flere gang- og cykelstier og plads til buslinjer i den tætte trafik. Det er da god logik.

Klimapolitik er lokalpolitik

Kommunernes klimaindsats handler ikke om at begrænse mobiliteten. Klimaet er bestemt et hensyn, men kommunerne arbejder også på at sikre fremkommeligheden i byerne og reducere støj og partikeludledning. Trængsel hæmmer i høj grad mobiliteten – og støj er ikke en perifer problemstilling. Faktisk er 700.000 boliger i Danmark belastet af vejstøj over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi. Borgere, som kommunerne kerer sig om, men som synes ladt i stikken af den statslige vejstøjspolitik – eller mangel på samme.

På den måde er transportområdet et godt eksempel på værdien af en kommunal klimaindsats, hvor der planlægges op mod de målsætninger, Danmark har forpligtet sig til i Paris-aftalen – men som omsættes til konkrete og lokalt tilpassede løsninger, der også giver plads til andre hensyn.

Og vi kan slå ned på mange andre områder – fx har kommunerne alle myndighedsopgaverne på det grønne område, vi er landets største bygningsejere, vi ejer forsyningsanlæg, og vi er de eneste, der faktisk kan lave borgerinddragelse, biodiverse byer og meget, meget andet. Derudover er 65 kommuner en aktiv del af DK2020-projektet, hvor vi sætter ambitiøse klimamål og laver omfattende planer for, hvordan vi når i mål. Mogens Fosgeraus kritik er med andre ord helt skudt ved siden af. Klimapolitik er i høj grad lokalpolitik.

Debatindlægget er bragt hos Klimamonitor den 26. august 2021