14. april 2021

Ny kampagne sætter fokus på ensomhed

Flere end 380.000 danskere føler sig ensomme. Og nedlukningen under coronakrisen har ikke gjort problemet mindre. En ny kampagne sætter fokus på vigtigheden af at bryde tabuet omkring ensomhed.

Flere end 380.000 danskere føler sig svært ensomme. Og mindst lige så mange føler det i mildere grad. Og det var før, coronakrisen ramte. Under nedlukningen har antallet af svært ensomme unge og ældre i perioder været fordoblet.

En ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Røde Kors, viser, at næsten hver tredje dansker synes, det er svært at spørge andre, om de føler sig ensomme. Og hele 60 pct. af dem, der føler sig ensomme, ville ønske, at andre var bedre til at tale med dem om deres ensomhed.

En ny kampagne fra Ældre Sagen, Ungdommens Røde Kors, Mary Fonden og Røde Kors vil derfor nu sætte fokus på at bryde med tabuet omkring ensomhed.

KL støtter op om kampagnen og håber, at kommunerne vil være med til at sprede budskabet.

”Ensomhed kan ramme os alle – unge som gamle, og også ofte hos dem, man mindst regner med. Men ensomhed er også noget, vi kan bekæmpe. Det er de små ting. Et facetime-opkald til farfar, et venligt smil i bussen, en middagsinvitation til naboen. Det handler om, at vi skal blive meget bedre til at tale om ensomhed og række ud til hinanden. Og netop dét har denne kampagne fokus på,” siger Jacob Bundsgaard, formand for KL.

Kampagnen består bl.a. af en række film og hjemmesiden flersomhed.dk, hvor man kan finde fakta om ensomhed, gode råd til når man møder ensomhed, links til organisationer der kan hjælpe og links til dem, der gerne vil hjælpe.

Kampagnen er støttet med midler fra en af coronahjælpepakkerne på socialområdet.

Besøg kampagnen

Kommuner bekæmper ensomhed