23. april 2021

Debatindlæg: En reform af plejefamilieområdet bør bygge på nærhed og lokalkendskab

Regeringens børneudspil rummer meget godt, men der er også en række tiltag til centralisering af familieplejeområdet, som godt kan bekymre, skriver Ulrik Wilbek i et debatindlæg.

Af Ulrik Wilbek, formand for KL’s Socialudvalg

Vi har skrøbelige liv i hænderne, hver gang vi anbringer et barn. Derfor er det afgørende, at kvaliteten i anbringelserne er i orden. Børn skal møde kærlighed og tryghed og et system, der vil dem det bedste. I særlig grad når livet gør ondt.

Med udspillet ”Børnene Først” lægger regeringen bl.a. op til en reform af plejefamilieområdet. Og det er godt. For her er vi på mange punkter udfordret. Bl.a. fordi det er svært at få familier til at påtage sig den meget vigtige opgave som plejefamilie.

Vi er derfor helt enige med regeringen i, at der skal være en ensartet honoreringsmodel, som skal gælde for alle landets kommuner. Modellen skal indeholde standardiserede takster og ens kriterier for, hvilket niveau plejefamilien skal honoreres indenfor – uanset hvilken kommune man har aftale med.

Samtidig er det en god ide med fagligt stærke videnscentre, der står for plejefamiliernes efteruddannelse. Centrene skal understøtte kommunerne med viden, redskaber og rådgivning og også have ansvaret for plejefamiliernes efteruddannelse og det tætstøttede opstartsforløb, hvilket for særligt de mindre kommuner kan være en udfordring at få løst. Det vil dog være en god ide, hvis man ud fra geografiske hensyn lander på et større antal end 5 videnscentre, da afstanden for plejefamilierne kan være lang og tidskrævende flere steder i landet.

Nærhed og lokalkendskab er afgørende

Regeringens udspil rummer meget godt, men der er også en række tiltag til centralisering af familieplejeområdet, og her kan vi godt blive lidt bekymrede.

Fx foreslår regeringen at oprette 5 mellemkommunale familieplejecentre, der skal sørge for både rekruttering, matchning, indgåelse af kontrakt og fastsættelse af honorering.

Sagen er bare den, at i anbringelsessager har nærhed og lokalkendskab rigtig stor betydning. Det gælder både i forhold til matchning, hvor der kræves et indgående kendskab til barnet, familien, barnets skole og nærområde og i forhold til at understøtte barnet, barnets forældre og plejefamilien under anbringelsen.

Det tætte tværfaglige samarbejde, der involverer dagtilbud, skole, sundhedspleje, PPR, familiebehandling, jobcenter mv. både op til og under en anbringelse, har også stor betydning for, at en anbringelse bliver en succes for barnet. Vi kan derfor, modsat regeringen, godt blive bekymret for, at der ved en centralisering vil ske flere sammenbrud i anbringelsen.

Pas på flere snitflader og myndighedspersoner

En centralisering af familieplejefamilieområdet vil også betyde større afstande mellem myndighedsrådgivere og familieplejekonsulenter, og de anbringende kommuner vil skulle samarbejde med flere forskellige regionalt placerede centre. Et sådant samarbejde vil blive mindre fleksibelt, snitfladerne flere og sammenhængen og helhedssynet på tværs, vil blive udfordret. Herudover vil barnet, med en ny spiller på banen, få endnu flere myndighedspersoner at forholde sig til. Og det strider jo imod regeringens intension om færre myndighedspersoner i barnets liv.

Vi mener ikke, at det bliver nemmere at rekruttere flere plejefamilier og skabe mere kvalitet i anbringelsen ved at flytte myndighedsbeslutningerne, herunder match og indgåelse af kontrakt med plejefamilierne, væk fra de enkelte kommuner. Hvis det skal blive en realitet, skal det ske på et oplyst grundlag, hvor det kan dokumenters, at det er bedst for barnet, barnets familier og plejefamilierne. Og dét vidensgrundlag har vi endnu til gode at se.

For KL er det afgørende, at en reform af familieplejeområdet har fokus på nærhed og lokalkendskab, og på hvad der er bedst for barnet. Helt i tråd med, at regeringen i sit udspil fremhæver, at ”i tråd med regeringens nærhedsreform skal Barnets Lov give større nærhed og kvalitet i indsatsen for de børn, der har det sværest.”

Debatindlægget er bragt på Altinget Social den 23. april 2021