16. september 2020

KL: Glædeligt, at mulighed for onlinemøder forlænges

Regeringen har forlænget dispensationen på beskæftigelsesområdet, så det til og med nytår er muligt for kommunerne at afholde online møder med ledige. Det er glædeligt, men KL så gerne, at muligheden for digitale samtaler blev gjort permanent.

Teams-møder, telefonsamtaler og Skype-opkald forbliver en del af hverdag på landets jobcentre frem til 31. december.

Regeringen har nemlig besluttet at forlænge muligheden for digitale og telefoniske samtaler på landets jobcentre og a-kasser for at mindske smittetrykket.

Det glæder Thomas Kastrup-Larsen, der er formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, men han så allerhelst, at muligheden blev gjort permanent. Erfaringerne fra coronakrisen har vist, at det sagtens kan lade sig gøre.

Gør muligheden permanent

”Det giver ikke mening at fastholde rigide regler om fysisk fremmøde, når både de ledige og jobcentrene mener, det kan klares ligeså godt digitalt. For nogle grupper kan det endda være en bedre løsning, der letter hverdagen og skaber fleksibel dialog og lyst. Vi har fået nogle rigtig gode erfaringer her under coronakrisen, som man bør bringe med ind i fremtiden,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

En ny omfattende undersøgelse foretaget af KL’s nyhedsbrev Momentum viser, at hele 92 procent af de ledige, der medvirker i undersøgelsen, er interesseret i, at flere af samtalerne med jobcentret i fremtiden kan foregå via telefon- eller videosamtaler.

”Der er brug for en effektiv beskæftigelsesindsats, der kan understøtte et arbejdsmarked, som er i knæ. Vi skal kigge længere fremad og bistå de ledige og virksomhederne bedst muligt ved en klog anvendelse af ressourcerne i jobcentrene,” siger han.