24. september 2020

Debatindlæg: Giv kommunerne de samme redskaber som Naturstyrelsen i det åbne land

Hvis vi for alvor skal have turbo på den grønne omstilling, bør kommunerne få de samme værktøjer som Naturstyrelsen, skriver Jacob Bjerregaard og Leon Sebbelin i et fælles debatindlæg.

Af Leon Sebbelin, formand for KL’s Kultur-, Erhverv- og Planudvalg, og Jacob Bjerregaard, formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg

Ambitiøse klimamål kræver ambitiøse indsatser og planer. Klimaministeren roste for nylig DK2020-partnerskabet, hvor kommunerne går i gang med at udarbejde lokale klimahandlingsplaner, som lever op til Paris-aftalens mål. Det er vigtigt, at kommunerne kan arbejde med hele lokalsamfund og ikke kun kommunernes egen drift for at løfte klimaindsatsen. Det gælder også, når det kommer til forvaltningen af det åbne land og samarbejdet med landbruget. Derfor foreslår KL, at kommunerne får bedre redskaber til at samarbejde med lodsejerne om CO2-reduktioner.

Vi har i KL med glæde noteret os, at regeringen med finanslovsaftalen for 2020 har afsat 2 mia. kr. frem mod 2030 til udtagning af de klimabelastende lavbundsarealer, så udledningen af CO2 reduceres. Efter et lille års arbejde er Miljø- og Fødevareministeriet nu klar med en ordning for, hvordan det skal ske. Den lange forberedelsestid betyder, at de 200 mio. årligt i år og i 2021-2022 nu skal anvendes rigtig hurtigt.

Værktøjerne bør også lægges i den kommunale kasse

Behovet for hurtig anvendelse af midlerne og hurtig CO2-binding er argumentet for, at størstedelen af midlerne i den nye ordning tildeles Naturstyrelsen. Derudover får styrelsen en samlet værktøjskasse med de mest relevante ”værktøjer” i form af køb og salg af projekt- og erstatningsjord, jordfordeling og lodsejerkompensation. Værktøjer, som vi i kommunerne foreslår også lægges i vores værktøjskasse.

Kommunerne har nemlig i forvejen ansvaret for at gennemføre mange projekter i det åbne land, hvor lodsejere skal indgå frivillige aftaler om at afgive jord til fx vådområder og vandløbsforbedringer. Frivillige aftaler kan kun indgås, hvis man har noget attraktivt at tilbyde. Så der gælder den logik, at jo flere og jo bedre ”værktøjer”, kommunerne har – jo flere aftaler kan vi indgå. Og jo større effekt kan opnås. I kommunerne oplever vi ofte, at vi ikke har nok at tilbyde til, at en frivillig aftale kan landes med lodsejeren. Det gælder for både vådområder og vandløb, at indsatserne har svært ved at nå i mål med de gældende rammer, som staten har fastsat.

Ved siden af lavbundsordningen i Naturstyrelsen, foreslår regeringen en parallel ordning hos Miljøstyrelsen, som bl.a. kommuner kan søge. Her gælder dog helt andre og mindre attraktive vilkår. Hvor Naturstyrelsen får egne penge til rådighed og som sagt flere og efterspurgte værktøjer, skal kommuner søge om penge og får kun ét værktøj til rådighed, nemlig lodsejerkompensation. Det, foreslår vi, bliver lavet om.

Synergi og størst mulig effekt

Hvis vi for alvor skal have turbo på den grønne omstilling, bør kommunerne få de samme værktøjer som Naturstyrelsen. Det vil sikre størst effekt, hurtigst muligt, og kommunerne vil kunne sikre synergi til de igangværende projekter, som har taget lang tid at få i gang. Der er en risiko for, at lodsejerne vil orientere sig mod Naturstyrelsens mere attraktive ordning, og flere års arbejde hos kommunerne kan være spildt.

Klimaet har hurtigst muligt brug for gode løsninger. Ikke benspænd. Og i kommunerne vil vi rigtig gerne tage ansvar for klimaindsatsen i det åbne land. For at sikre sammenhæng og flest mulige gevinster for både natur og biodiversitet, CO2-reduktion og klimatilpasning, friluftsliv, landbrug og lokalt forankret landdistriktsudvikling. Vi er i gang og vil gerne gøre mere, men rammerne til frivillige aftaler er for dårlige. Med den nye ordning for udtagning af lavbundsjorde har regeringen en kæmpe chance for at forbedre rammerne, så de kommunale indsatser kan rulle for alvor. Til gavn for klimaet og samfundsøkonomien, fordi der opnås flere gevinster på én gang. Men også til gavn for de lokalsamfund, som ser arbejdspladser flytte til storbyerne, og som har brug for reel, positiv landdistriktsudvikling for at vende udviklingen.

Vi står klar i kommunerne til at sikre tempo og effektivitet i klimaindsatsen i det åbne land. Forhåbentlig lytter regeringen til både eksperter, landbruget og kommunerne, så ordningen om udtagning af lavbundsjorde ikke giver benspænd for klimaindsatsen, men et sandt boost af den. Klimapolitik er lokalpolitik, men det kræver de rigtige værktøjer, hvis kommunerne skal kunne bidrage til mere end CO2-reduktioner på kommunernes egen drift og kunne inddrage lokalsamfund, borger, landbrug og erhvervsliv i indsatsen. 

Debatindlægget er bragt i Klimamonitor den 23. september 2020