04. september 2020

Debatindlæg: Flotte ord om tillid og ledelse skaber ikke reel forandring

Regeringer af skiftende politisk observans har siden 80'erne haft afbureaukratiseringsprojekter. Historien viser, at vi er nødt til at gå meget konkret til værks, skriver KL-direktør Kristian Wendelboe i et debatindlæg.

Af Kristian Wendelboe, adm. direktør i KL

Hver eneste regering siden Schlüter har haft et afbureaukratiseringsprojekt. Men det er til at overskue, hvad der er kommet ud af anstrengelserne gennem tiderne. Jeg kan da helt bestemt huske overskrifter fra regeringer af skiftende politisk observans som ’Tillidsreformen’, ’Sammenhængsreformen’, ’Moderniseringsreformen’ og ’Kvalitetsreformen’, men jeg vil nødig eksamineres mere konkret end dét.

Misforstå mig ikke: Vi har i den grad brug for en nærhedsreform, men historien viser bare, at vi er nødt til at gå meget konkret til værks, hvis det for alvor skal flytte noget. Flotte ord om tillid og ledelse har det med at være glemt i morgen.

Hvis vi skal lykkes denne gang, skal vi gå til opgaven område for område, og det kunne måske være et dogme i arbejdet, at det hver gang skal tage udgangspunkt i den virkelighed, som borgerne møder. På nogle områder har vi nok brug for at prøve os frem. Eksperimentere og samle op på erfaringerne. På andre områder har blandet andet coronakrisen givet os en klar ide om, hvad der skal til.

Uklogt ikke at tage erfaringerne alvorligt

Tag fx beskæftigelsesområdet. Jeg tror, det er det bedste eksempel på et område, som er ved at drukne i kontrol og dokumentation. Borgerkontakten handler i dag i alt for høj grad om at overholde regler frem for at tage udgangspunkt i, hvad der skal til for, at den enkelte borger kommer i uddannelse eller job.

Og det interessante ved beskæftigelsesområdet er, at her ved vi allerede fra coronakrisen, hvad der sker, når vi suspenderer de formelle krav. Når vi i langt højere grad sætter borgere og medarbejdere fri.

Da beskæftigelsesområdet i marts blev lukket ned, valgte jobcentrene at holde kontakten til borgerne og tilbyde dem samtaler over telefon og video. Mange tog imod tilbuddet. Og hele 92 pct. af de ledige er interesserede i, at flere af samtalerne i fremtiden kan foregå på den måde.

Hold lige en pause og reflekter over dét tal: 92 pct.

Samtidig mener et stort flertal af jobcentercheferne, at det vil styrke beskæftigelsesindsatsen i fremtiden, hvis man får lov at fortsætte med telefon- og videoopkald. Vi ser også, at de nye kontaktformer har givet bedre muligheder for kontakt til nogle af de borgere, som traditionelt har været svære at få fat på, fx udsatte. Og vi hører om en faglig stolthed blandt medarbejderne, der blomstrer.

Selvfølgelig kan vi ikke basere grundlæggende ændringer af beskæftigelsesindsatsen alene på en positiv oplevelse blandt borgere og medarbejdere. Vi skal også se på effekten. Men det vil være uklogt ikke at tage erfaringerne alvorligt. Alligevel ser vi, hvordan der nu, hvor hverdagen begynder igen og jobcentrene atter slår dørene op, bliver skruet op for statslige krav og dokumentation.

Ingen eksakt videnskab

Når ledere og medarbejdere hver dag arbejder for, at ledige støttes i at finde job, at alle børn får en god start på livet, at udsatte børn, unge og voksne får de bedst mulige livsbetingelser, at syge og ældre borgere bliver helt eller delvist selvhjulpne, så er det ikke eksakt videnskab. Det er i meget vidt omfang drevet af faglighed og dedikation. Det er derfor heller ikke altid smart at styringen sker oppe fra og ned gennem en statslig styrelse for som gennemsnit at nå de resultater, man som gennemsnit forventer. Opgaverne har det til fælles, at resultatet – kvaliteten – opstår i mødet mellem borger og medarbejder.

Nogle vil måske hævde, at sommerens sager på ældreområdet viser, at kvalitet ikke bare er noget, der opstår af sig selv i mødet mellem borger og medarbejder. Det er jeg for så vidt enig i. Man kan ikke tage ledelse ud af ligningen. Men det er en illusion at tro, at man med endnu mere detaljerede regler kan sikre og udvikle den generelle kvalitet, endsige forhindre den slags svigt, som i sommer blev afsløret med skjult kamera.

Der skal selvfølgelig være tilsyn og klagemuligheder, som sikrer borgernes retssikkerhed. Men vi kan ikke kontrollere os til en faglig kultur, der er baseret på grundlæggende værdier som ordentlighed, ansvarstagen og empati. Tværtimod kan reglerne flytte fokus fra resultater – i dette tilfælde en værdig ældrepleje – til overholdelse af formalia.

Vi skal skabe rammerne for god ledelse

Det eneste rigtige alternativ til regelstyring er god ledelse. Og også her har coronakrisen vist, at éntydigt fokus på kerneopgaven og stort lokalt manøvrerum har virket. De mange udviklingsprojekter var i foråret skubbet til side og afløst af et fælles mål om simpelthen at løse opgaven bedst muligt, givet rammevilkårene. Derfor er det relevant at spørge, hvordan vi fremover skaber bedre rammer for god ledelse.

I KL håber vi, at en nærhedsreform kan føre til en reel diskussion om en bedre offentlig sektor med mere fleksibilitet og mulighed for at tilpasse indsatsen efter borgernes behov. Og jo altså mindre kontrol og regelstyring. Vi vil i den kommende tid forsøge at bidrage med konkrete forslag, som tager udgangspunkt i den virkelighed, borgerne møder hver dag.

Forhåbentlig kan vi om 10 år huske mere end titlen på en lækkert opsat regeringspjece. Statsministerens åbningstale og en ambitiøs tekst i den seneste økonomiaftale mellem os og regeringen giver håbet næring.

Debatindlægget er bragt på Altinget Kommunal den 4. september 2020