25. september 2020

Debatindlæg: Det kommunale fællesskab gør folkeskolen til folkets skole

I stedet for at stille spørgsmålstegn ved kommunernes rolle i folkeskolen, er der meget større grund til at se mere grundlæggende på principperne i og tilgangen til styringen af folkeskolen, skriver Thomas Gyldal Petersen i et debatindlæg.

Af Thomas Gyldal Petersen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg

Der er i øjeblikket stor politisk interesse for at se på, hvordan vi sikrer mere frihed lokalt på skoleområdet. Det er en interesse, som KL deler. Vi hører både fra skoler, forvaltninger og kommunalpolitikere eksempler på, at krav, dokumentation og projekter iværksat fra centralt hold spænder ben for at drive og udvikle folkeskolen på den måde, der giver bedst mening ud fra lokale forhold.

Den enkelte skole er ikke bare sit eget lille mikrokosmos. Den er en del af et lokalsamfund.
Thomas Gyldal Petersen

Det handler blandt andet om krav og initiativer fra Christiansborg. Men der er også eksempler på kommunal overstyring. Derfor skal vi have taget snakken om, hvordan vi leder folkeskolen klogest muligt, så vi i endnu højere grad kan understøtte, at ledelser og medarbejdere på skolen kan udøve deres professionelle dømmekraft. Det er jo også ånden i den netop indgåede arbejdstidsaftale.

Men det kan godt ærgre mig, at debatten om mere frihed til skolerne nogle gange kommer til at handle om for eller imod kommunernes rolle i drift og udvikling af folkeskolen. Det har vi fx set på det seneste med forslag fra partier på Christiansborg om selvejende skoler og tanker om direkte i loven at skrive ind, at kommunerne ikke må blande sig.

Den tankegang overser noget helt centralt. Den enkelte skole er ikke bare sit eget lille mikrokosmos. Den er en del af et lokalsamfund, hvor eleverne og deres familier bor og lever, hvor børnene tidligere gik i dagtilbud, hvor børnene måske nu går i fritidstilbud og senere får fritidsjob. Og hvor de og deres forældre på forskellig vis deltager i lokalsamfundet og kommer i berøring med lokale tilbud på fx sundheds- og beskæftigelsesområdet. Og beslutningen om at gøre folkeskolen til en del af det kommunale nærdemokrati udspringer af et ønske om, at folkeskolen skal indgå som en sammenhængende del af netop det lokale fællesskab.

Fællesskabet spiller en vigtig rolle

Det kommunale fællesskab har en vigtig rolle at spille i forhold til skolernes kvalitet og at sikre alle elever lige og gode muligheder i livet. Det gælder fx det faglige, hvor det kommunale fællesskab kan bidrage med vigtige specialistkompetencer inden for fx ordblindhed, undervisning af tosprogede, læsning osv. og kan indrette fælles tilbud til undervisningen, som alle kan bruge, fx kultur- eller naturtjenester og makerspaces.

Kommunerne har en vigtig rolle i forhold til at skabe sammenhæng i børnenes liv. Det gælder både overgang fra dagtilbud til skole, sammenhæng til vejledning og ungeindsatser, samarbejdet med PPR og sammenhæng til sociale indsatser og tilbud m.v.

Coronakrisen har også været med til at synliggøre den vigtige rolle, forvaltningen kan spille som en støttende og afgørende hånd i ryggen på skolerne. Det er ikke ensbetydende med, at kommunerne skal detailstyre skolerne. Tværtimod. Det er ude på skolerne, at de pædagogiske og didaktiske valg skal træffes. Det skal hverken bestemmes i kommunalbestyrelserne eller på Christiansborg.

Derfor synes jeg, at der i stedet for at stille spørgsmålstegn ved kommunernes rolle i folkeskolen, er meget større grund til at se mere grundlæggende på principperne i og tilgangen til styringen af folkeskolen. Fordi jeg tror, at meget af den mistillid og detailstyring, der opleves på skolerne, starter dér.

Brug for en drøftelse af balancerne

Det handler selvfølgelig også om enkelte elementer i styringsrammen, og derfor har vi nu foreslået, at kvalitetsrapporterne, de nationale måltal og Fælles Mål afskaffes, som vi kender dem i dag. Det kan vi høre vækker genklang – også blandt nogle af partierne på Christiansborg.

Men det handler også om, hvordan vi i et større fællesskab kan finde nye måder at tale om, hvordan vi sammen udvikler kvaliteten af folkeskolen. Og i den sammenhæng er perspektiverne fra medarbejdere, ledere, elever og forældre helt afgørende. Lige som også ministeren og forligskredsen er naturlige parter. Derfor vil KL tage initiativ til en drøftelse mellem alle parter om, hvordan vi finder de bedst mulige balancer mellem central styring og regulering og lokalt og fagligt handlerum.

Kommunerne har en vigtig rolle i forhold til at skabe sammenhæng i børnenes liv.
Thomas Gyldal Petersen

Den balance kunne fx handle om en langt mere tillids- og dialogbaseret ramme for udviklingen af folkeskolen, hvor alle parter på baggrund af aktuel viden arbejder forpligtende sammen om konkret at forbedre skolens undervisning. Jeg tror, at sådan en ramme vil bidrage meget mere til en reel udvikling af kvaliteten af skolens undervisning end den nuværende, hvor der med jævne mellemrum bliver offentliggjort afrapporteringer på måltal, som forskellige politikere kan plukke i for at understøtte netop deres meninger om skolen.

Dialog, samarbejde og tillid er den bedste vej til at håndtere de udfordringer, skolen har i dag, og til at skabe den skole, vi ønsker os. Lad os sammen finde de rigtige balancer.

Debatindlægget er bragt på Skolemonitor den 25. september 2020