04. juni 2020

Nyt fokus på fuldtid i kommunerne: Lokale løsninger skal bane vejen

Når vi kigger ind i fremtidens kommunale arbejdsmarked, skal langt flere medarbejdere end i dag være gået op i tid eller arbejde på fuldtid. Det er arbejdsgivere og lønmodtagere enige om. Derfor sætter de gang i en ny indsats, som skal finde lokale løsninger, der kan spredes og inspirere.

Fuldtid skal være det normale udgangspunkt i kommunerne med deltid som en mulighed. Det er en ambition, som parterne på det kommunale arbejdsmarked deler, men som de også er klar over, ikke er helt let at indfri på den korte bane.

Derfor er KL og Forhandlingsfællesskabet gået sammen om en ambitiøs indsats, der på en ny måde – med lokal forankring og de lange briller på - skal sætte fokus på fuldtid gennem inddragende forløb i en række kommuner og med tiden øge fuldtidsbeskæftigelsen i landets 98 kommuner.

40-80 procent af medarbejderne er ansat på deltid i kommunerne

40 procent af medarbejderne i den kommunale sektor arbejder i dag på deltid. For nogle faggrupper er det særligt udbredt, det gælder blandt andet i ældre- og sundhedssektoren (8 ud af 10), på børneområdet (5 ud af 10) og inden for andre overvejende kvindefag som rengørings- og husassistenter og lignende.

- Der er en stærkere tradition for deltid i visse fag end andre. Vi skal have vendt det rundt, så det er fuldtid, der er det normale udgangspunkt, og deltid, der er en mulighed, mener Mona Striib, formand for Forhandlingsfællesskabet.

Fuldtid som en del af løsningen på manglen på hænder

Målet for parterne er at skabe et kommunalt arbejdsmarked, hvor fuldtid er udgangspunktet, og deltid er en mulighed, som kan benyttes i de livsfaser, hvor der er behov for det. Eksempelvis når medarbejdere har små børn eller som fastholdelse af seniorer.

- Flere på fuldtid er en af nøglerne til at løse udfordringen med mangel på kvalificeret arbejdskraft på visse arbejdsområder i kommunerne. Det er et vigtigt skridt i at fremtidssikre det kommunale arbejdsmarked, siger formanden for KL’s Løn- og Personaleudvalg Michael Ziegler.

-Samtidig vil jeg gerne understrege, at fuldtid er en meget vigtig dagsorden for kommunerne og KL. Men vi har også stor respekt for, at den er svær – der er ingen quick fix, og det kræver en langsigtet fælles og kontinuerlig indsats, hvis vi skal lykkes, siger Michael Ziegler.

En beregning viser, at hvis alle deltidsansatte på det kommunale arbejdsmarked arbejdede 1 time mere pr. uge, vil potentialet være lige knap 5.500 ekstra fuldtidsårsværk.

Fuldtid er godt for ligestillingen

Et andet aspekt i indsatsen handler om ligestilling på arbejdsmarkedet. For de medarbejdere, som arbejder på deltid, vil over hele deres arbejdsliv tjene mindre og ende op med en mindre pension, end lønmodtagere, der er på fuldtid.

- I dag er tre ud af fire medarbejdere i kommunerne kvinder, der for en stor dels vedkommende er ansat på deltid, og det skaber en ligestillingsmæssig slagside, der skal tages hånd om, mener Mona Striib.

- Fuldtid som det normale udgangspunkt er vigtigt for ligestillingen på arbejdsmarkedet. Målsætningen er at give medarbejderne mulighed for at komme på fuldtid, og det skal naturligvis bakkes op af et sundt arbejdsmiljø, siger Mona Striib.

Fælles løsninger på deltidskulturen

KL og Forhandlingsfællesskabet er fuldt ud klar over, at der ikke er en snuptagsløsning på udfordringen. Derfor er forventningerne heller ikke, at en masse medarbejdere på kort sigt går op i tid eller skifter til fuldtid.

Målsætningen med indsatsen er, at medarbejdere og ledere på sigt kan ændre deltidskulturen ved i fællesskab at arbejde sammen om at finde løsningerne.

- Det kræver, at alle parter har vilje til og mod på at ændre vores praksis og kultur samt afprøve nye veje. Det er en svær opgave, hverken vi som arbejdsgivere eller kommunerne enkeltvis kan stå alene med. Men jeg har store forventninger til, hvad vi kan opnå, når alle parter lægger kræfterne i, siger Michael Ziegler.

Og de samme forventninger har formanden for Forhandlingsfællesskabet.

- Jeg er glad for, at vi som parter er blevet enige om en langsigtet ambition, hvor vi blandt andet opfordrer landets kommuner til, at stillinger som udgangspunkt opslås på fuldtid, siger Mona Striib.

Nøglekommuner skal vise vejen

Men hvad skal der til for at vende skuden, så fuldtid bliver det normale udgangspunkt?

Det skal 10-15 nøglekommuner være med til at undersøge ved at kortlægge barrierer og udvikle nye tiltag, handleplaner og redskaber til at få flere op i tid eller på fuldtid. Det hele skal afprøves lokalt i tæt samarbejde mellem ledere, tillidsvalgte og medarbejdere på de enkelte arbejdspladser. 

For hvordan kan vagtplanerne og dagene hænge sammen, når flere er på fuldtid? Skal den enkelte have længere vagter eller mere weekendarbejde? Og hvordan kan et godt arbejdsmiljø give flere lyst til at gå op i tid?

- Årsagerne til de store andele deltidsansatte er mange og historisk forankret blandt visse arbejdspladser og medarbejdergrupper. Men vi er klar til at tage arbejdstøjet på som arbejdsgivere og i fællesskab tænke ud af boksen i forhold til for eksempel dialog, vagtplanlægning, og en ny måde at fordele arbejdsopgaverne på, siger Michael Ziegler.

Der er som sagt ingen, der tror, at det er en nem opgave, men ved fælles indsats kan der findes løsninger, der får flere op i tid, viser erfaringer fra både Sverige og Norge. [henvisning til artiklen om Norge og Sverige] Disse erfaringer vil også indgå i den danske indsats.

De gode erfaringer skal spredes

De lokale løsninger og erfaringer, som udvikles i indsatsen, skal spredes som ringe i vandet, så alle landets kommuner kan lære af hinandens gode idéer og lade sig inspirere til selv at gå i gang med en lokal indsats.

KL og Forhandlingsfællesskabet vil derfor løbende stå for at dele viden og erfaringer med alle 98 kommuner og de konkrete redskaber og løsninger vil blandt andet løbende blive delt på parternes fælles hjemmeside www.fuldtid.dk.

Parterne vil i indsatsen også arbejde på at fuldtid bliver et vigtigt samtaleemne i alle led af den kommunale forvaltning og i de faglige organisationerne, de kommunale MED-udvalg og helt ud på den enkelte arbejdsplads.

KL og Forhandlingsfællesskabet sætter gang i indsatsen i efteråret 2020.

Faktaboks:

Udfordringer, der skal fokus på:

For at ændre på deltidskulturen på arbejdspladserne vil det ifølge parterne kræve en omfattende og vedholdende indsats hos både ledere og medarbejdere i forhold til:

  • Den eksisterende praksis på arbejdspladserne i forhold til arbejdets tilrettelæggelse og kulturen.
  • En styrket dialog og fokus på vagtplaner, der bedst muligt tilgodeser og balancerer behov hos medarbejdere og kommunens drift med borgeren og kerneopgaven i centrum.
  • Arbejdsmiljøspørgsmål - både fysiske og psykiske - indgår i dialogen som en naturlig del af at understøtte arbejdet.
  • At der sikres fortsat sammenhæng mellem arbejds- og privatliv, herunder hensyn til forskellige livsfaser hos de enkelte medarbejdere.
  • Fortsat understøttelse af kompetence og udvikling, der bidrager til, at medarbejdere kan varetage nye og bredere opgaver.

YDERLIGERE MATERIALE