15. juni 2020

Kommunerne fejrer H.M. Dronningen

Den 16. juni 2020 fejrer kommunerne og KL H.M. Dronningens 80-års fødselsdag ved et arrangement på Christiansborg Slot. Her får Dronningen et maleri fra hver af de 98 kommuner, malet af elever i 3. klasse. 10 børn er med, når Dronningen får malerierne.

Tirsdag den 16. juni 2020 ønskes Dronningen tillykke af landets kommuner på Christiansborg Slot, når 98 malerier – ét fra hver kommune – overrækkes til Dronningen.

Malerierne er de 98 kommuner og KL’s officielle gave til Dronningen i anledning af Majestætens 80-års fødselsdag den 16. april 2020. Elever fra tredjeklasser i alle kommunerne har fortolket og malet temaerne ”Dronningen” og ”Vartegn i min kommune”.

Idéen om en fælles gave fra det kommunale Danmark opstod tidligere på året, og det var oprindeligt meningen, at gaven skulle være vist frem af to børn fra hver kommune ved et arrangement på Christiansborg Slot dagen før Majestætens fødselsdag. Men på grund af coronavirus blev arrangementet i første omgang aflyst.

Nu gennemføres fødselsdagsarrangementet i en anden form, hvor der vil være færre børn til stede fysisk, men langt flere kan være med digitalt fra hele Danmark. Hele arrangementet bliver nemlig transmitteret direkte på TV2 fra kl. 9.30-12.00.

Arrangementet begynder med sang, når børn, akkompagneret af komponist Sigurd Barrett, vil synge ”Danmark gennem tusind år” for Dronningen. Efterfølgende ser Majestæten udstillingen i Riddersalen, der er blevet til i et samarbejde med kunstner Shane Brox.

Malerierne kan opleves i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot fra den 17. juni - 30. august 2020.