16. juni 2020

Debatindlæg: Coronakrisen satte sundhedsaftalen på pause – nu er tiden til, at den genoptages

Vi skal turde bruge coronakrisen som trædesten for, hvordan den offentlige sektor skal udvikles. Og det gælder ikke mindst i forhold til sundhedsområdet og arbejdet med en sundhedsaftale, skriver KL-formand Jacob Bundsgaard i et debatindlæg.

Af Jacob Bundsgaard, KL’s formand

Årets økonomiforhandlinger har i høj grad stået i coronaens tegn. Regningen for kommunernes håndtering af coronakrisen skulle gøres foreløbigt op, og anlægsinvesteringerne skulle i vejret for at sætte gang i hjulene i byggebranchen, beskæftigelsen og dansk økonomi. Med finansministerens ord er det en ”corona-kommuneaftale”.

Flere steder i aftalen har vi derfor også skrevet ind, at vi skal tage ved lære af de erfaringer, vi har gjort os under coronakrisen – både de gode og de mindre gode. Det gælder fx i forhold til regeringens bebudede nærhedsreform, hvor vi i kommunerne længe har haft blikket rettet mod reelt at få gjort op med den detailregulering og de styringssystemer, der spænder ben for, at ledere og medarbejdere kan bruge deres tid og kræfter dér, hvor det gør den største forskel for borgerne.

Vi bør stoppe op og reflektere over de læringer og erfaringer, vi har gjort os indtil nu, så de ikke går tabt, og så vi ikke blot falder tilbage i den hverdag, vi kendte før krisen. Vi skal turde bruge krisen som trædesten for, hvordan den offentlige sektor skal udvikles.

Og det gælder ikke mindst i forhold til sundhedsområdet og arbejdet med en sundhedsaftale.

Sigtekornet skal indstilles på ny

Vi har fuld forståelse for, at sundhedsministeren har haft andet at se til de seneste 3 måneder. Men nu kan vi – 7-9-13 – begynde at se lidt lys for enden af tunnelen. Og derfor er det ved at være tid til at få indstillet sigtekornet på at få lavet en sundhedsaftale.

I økonomiaftalen bliver det slået fast, at der er brug for en sundhedsaftale, og at regeringen vil inddrage KL og Danske Regioner i processen frem mod et regeringsudspil. Rammen for et udspil er en sikring af et samlet sundhedsvæsen, som kan imødegå fremtidens udfordringer. Og derfor skal læringer og erfaringer fra vores håndtering af COVID-19-epidemien indgå i arbejdet.

De sidste måneder har vi fået trykprøvet vores sundhedsvæsen, og kommunerne har i den grad vist, hvor agile vi kan være. I løbet af kort tid fik vi fx oprettet 1500 akutpladser, som skulle stå klar, hvis sygehusene kom under pres og måtte udskrive borgere hurtigere end normalt. Mange af de senge blev heldigvis aldrig taget i brug, men kommunerne blev meget hurtigt rigtig godt forberedt.

Vi har i langt de fleste tilfælde også oplevet et godt samarbejde med regionerne. Meget af det, der ikke kunne lykkes før, er lykkedes i den her situation. Regioner og kommuner har fx koordineret indkøb af værnemidler på tværs. Vi har lavet fleksible udlånsaftaler for personale på tværs af sektorerne. Rigtig mange kommuner har oplevet at kunne få en hurtigere og mere entydig back up i forbindelse med patienternes udskrivning. Og der bliver samarbejdet fleksibelt om podning og tests.

Et sundhedsvæsen på to lige stærke ben

Med andre ord er det blevet tydeligt, at vi både har brug for et stærkt specialiseret og et stærkt nært sundhedsvæsen. De to er hinandens forudsætninger, når vi skal håndtere en krise, men også når vi skal fremtidssikre det samlede sundhedsvæsen. Og selvom kommunerne har udbygget det nære sundhedsvæsen rigtig meget de sidste 13 år, så mangler rammerne stadig at komme på plads.

Coronakrisen har vist os nødvendigheden af klare rammer og aftaler, smidige overgange og fælles incitamenter. De centrale sundhedsmyndigheder har på mange fronter trådt i karakter under krisen og udstukket klare rammer for, hvad der forventes i forskellige dele af sundhedsvæsenet. Vi har haft et klart, veldefineret og fælles mål. Det har gjort det lettere at lave effektive samarbejder mellem kommuner og regioner.

Håndteringen af værnemiddelsituationen har omvendt været eksempel på, at sundhedsvæsenet nok mangler noget samlet handlekraft, når det brænder på. Der er kommet fint styr på det nu – ved fælles hjælp. Men vi stod tidligt i krisen i en meget uheldig situation, som sundhedsvæsenet samlet set havde svært ved at håndtere.

Alle erfaringer skal tages med ind i arbejdet med en sundhedsaftale. Fra kommunernes side vil vi presse på for, at ambitionerne i økonomiaftalen bliver virkeliggjort, og arbejdet kommer i gang. Der skal findes en løsning hurtigt – og gerne noget hurtigere, end man måske havde forestillet sig i regeringen.

For coronakrisen har ikke ændret på den brændende platform: Langt flere ældre og borgere med kronisk sygdom skal have hjælp i sundhedsvæsenet i de kommende år. Det kræver nytænkning. Det kræver en reform af vores sundhedsvæsen.

Debatindlægget er bragt i Politiken Sundhed den 16. juni 2020