30. juli 2020

Situationer i TV2 dokumentar lever ikke op til kommunernes forventninger til indsatsen for ældre med demens

TV2 dokumentar lever ikke op til kommunernes forventninger om værdig ældrepleje. KL vil tage initiativ til en dialog om kvaliteten på plejeområdet.

TV2 dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden” skildrer situationer, der på ingen måde lever op til de forventninger og ønsker, kommunerne har for en værdig ældrepleje.

Vi skal undgå den slags situationer

Det billede, der tegnes i dokumentaren på to konkrete plejehjem, er efter KL’s opfattelse ikke karakteristisk for, hvordan personalet på plejeområdet udfylder den vigtige opgave at drage omsorg for særligt ældre med demens. Men der er ingen tvivl om, at vi som samfund har en vigtig opgave i at undgå, at den slags situationer opstår.

”På langt de fleste plejehjem oplever vi, at der er gode forhold, dygtige medarbejdere og kompetente ledere, der hver dag arbejder for at skabe trygge rammer ikke mindst for vore ældre medborgere. Det ser vi også eksempler på i dokumentarprogrammet, og sådan bør det se ud på alle landets plejehjem. Vi skal gøre, hvad vi kan for at sikre, at vores ældre får den pleje, de har brug for og fortjener. Det er en ambition, som vi kommuner deler og en berettiget forventning fra borgerne,” siger formand for KL Jacob Bundsgaard.

KL vil tage dialog

KL vil nu tage initiativ til en dialog i kommunerne, om kvaliteten på plejeområdet, og den fremtidige udvikling, og ser også meget frem til deltage i det topmøde, som ministeren har inviteret til sammen med de andre relevante parter på området.