13. januar 2020

Debatindlæg: Tak for rådet, men nej tak

Berlingske-redaktør Simon Bendtsen rådede den 10. januar kommunerne til at blande sig uden om bankernes forretning. KL-formand Jacob Bundsgaard giver svar på tiltale.

Af Jacob Bundsgaard, formand for KL

I Berlingskes leder den 10. januar, rådede Berlingske Business-redaktør Simon Bendtsen kommunerne til at holde sig til at drive vuggestuer i stedet for at blande sig i, om bankerne overholder loven.

Tak for rådet, men nej tak, Simon Bendtsen.

Vi mener faktisk, at kommunerne skal sikre, at der til enhver tid er tillid til den bank, der står for kommunens bankforretninger.

Simon Bendtsen behøver ikke tillægge kommunerne politiske motiver for at forklare kommunernes ønske om god etik og ordentlighed i banksektoren.

Tilliden til bankerne har i den grad været sat på prøve med hvidvasksagerne. De governanceprincipper og kontraktvilkår, der er udarbejdet til brug for samarbejdet mellem kommuner og banker er ganske rimelige og fornuftige - både for kommunerne og bankerne.

Bankerne skal tage samfundsansvar

Hvis tilliden skal tilbage, kræver det ganske enkelt, at sektoren tager ansvar, og viser danskerne, at de forstår kritikken og påtager sig et samfundsansvar. Det er både i kommunernes, borgernes og bankernes interesse. Det er jo helt åbenlyst, at borgerne skal kunne have tillid til, at de banker, kommunerne bruger, har det moralske kompas i orden.

Bankerne er nødt til at påtage sig et samfundsansvar og vise, at de har fokus på etikken, og at de er klar til at rette op, hvis de får en dom eller bøde i forbindelse med en hvidvasksag. Det er helt basalt det, det handler om.

Og lad mig så forsikre Simon Bendtsen om, at kommunerne allerhelst vil bruge tiden på det, vi er sat i verden for - nemlig at give borgerne en god velfærd.

Debatindlægget er bragt af Berlingske den 14. januar 2020