21. december 2020

Debatindlæg: Kommunerne kan vise vejen for energibesparelser i byggeri og bygninger

Det bliver spændende at se, om regeringens ambitioner for bæredygtighed i byggeriet også kommer til at indebære et opgør med den stramme budgetstyring, der forhindrer kommunerne i at investere langsigtet i klimaet, skriver Jacob Bjerregaard i et debatindlæg.

Af Jacob Bjerregaard, formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg

Når man læser debatten her på Altinget, er det tydeligt, at der er stor opbakning til, at energibesparelser i bygninger og mere bæredygtigt byggeri er vejen frem for klimaindsatsen i vores bygninger og byggeri. Og der er et stort potentiale her; 40 pct. af verdens CO2-udledninger stammer fra byggeriet.

Som landets største bygningsejer med ca. 31 mio. kvm. byggeri spiller kommunerne en vigtig rolle i forhold til at sænke den samlede CO2-udledning. Dertil kommer de kommunale anlægsaktiviteter, der i 2021 kan beløbe sig til 21,6 mia. kr. Det er med andre ord en stor motor, vi i kommunerne kan sætte foran klimaindsatsen.

Derfor kan det også ærgre os, at regeringen ikke nævner offentligt byggeri og planlægning med et ord i sit netop offentliggjorte udspil til en national strategi for bæredygtigt byggeri.

I kommunerne bakker vi helhjertet op om klimalovens målsætninger, men indsatsen i de kommunale byggerier er helt afhængig af, at byggebranchen har bæredygtige produkter på hylderne. Vi håber og tror derfor på, at branchen vil lægge hele sin innovationskraft i at gøre bæredygtigt byggeri til et attraktivt produkt for kunderne. Og vi håber, at de videre forhandlinger om en national strategi får blikket mere tunet ind på potentialet ved at lade det offentlige drive udviklingen.

Forhindringer for effektive klimaindsatser

I dag oplever vi desværre, at kommunernes klimaindsats bliver begrænset af statslig styring. Budgetlovens kortsigtede fokus er en barriere for kommunerne, idet tiltag der øger bæredygtigheden, ofte fordyrer byggeriet i anlægsfasen. Til gengæld kan bæredygtigt byggeri være billigere, når man ser på bygningens samlede levetid.

Bæredygtigheden begrænses også af det ulogiske i, at kommunerne ikke kan tage den låneadgang, der gælder for energibesparende tiltag i eksisterende bygninger, med over i et nybyggeri, uanset hvor energirigtigt og bæredygtigt, det er.

Kommunerne er også, som de eneste offentlige bygningsejere, effektivt forhindret i at udstyre de kommunale bygninger med solpaneler, fordi regeringen fortsat ikke har fået etableret et afgiftssystem, der fremmer etablering af vedvarende energi i den store kommunale bygningsmasse.

Regeringen har i år introduceret den frivillige bæredygtighedsklasse for byggeriet, og kommunerne støtter intentionerne om, at bæredygtighedsklassen efter en testfase skal være obligatorisk fra 2023. Perspektiverne i at tænke langsigtet i byggeriet og bl.a. også sikre, at bygningerne understøtter de aktiviteter de skal rumme, er vigtige at forfølge.

Bæredygtighedsklassen tager bl.a. udgangspunkt i livscyklusanalyser og totalomkostninger ved byggeriet og understøtter derved det fokus på langsigtede løsninger og investering i fremtiden, der er fundamentet for bæredygtighed.

Det bliver nu spændende at se, om regeringens ambitioner for bæredygtighed i byggeriet også kommer til at indebære et opgør med den stramme budgetstyring, der forhindrer kommunerne i at investere langsigtet i klimaet.

Debatindlægget er bragt på Altinget By og Bolig den 16. december 2020