08. december 2020

Alle kommuner kan nu arbejde med fuldtidsindsats

I efteråret kickstartede KL og Forhandlingsfællesskabet en storstilet indsats for at få flere på fuldtid eller op i tid. Nye redskaber giver nu alle kommuner mulighed for at finde lokale løsninger på udfordringen med at sikre nok hænder til fremtidens velfærd.

I september blev 26 kommuner udpeget som frontløber for en ambitiøs indsats mellem KL og Forhandlingsfællesskabet, der skal få flere kommunalt ansatte til at arbejde flere timer.

De 26 kommuner skal udvikle og afprøve redskaber og metoder til at få flere på fuldtid eller op i tid - både inden for ældreområdet, dagtilbud, sygeplejeområdet, socialpsykiatrien og rengøringsområdet.

Og kommunerne er allerede i fuld sving med at finde ud af, hvordan de vil gribe udfordringen an lokalt.

Det handler om kernevelfærd

Hele 40 procent af de kommunalt ansatte arbejder nemlig i dag på deltid. Men i en nær fremtid står vi over for en enorm udfordring, fordi antallet af børn og ældre vokser, samtidig med at der bliver færre hænder på det kommunale arbejdsmarked. Hvis flere af de deltidsansatte kan arbejde flere timer eller fuldtid, rummer det et enormt potentiale.

I en ny video fortæller Mona Striib, formand for Forhandlingsfællesskabet, og Michael Ziegler, formand for KL's Løn- og Personaleudvalg, om udfordringerne ved, at mange kommunalt ansatte arbejder deltid og de potentialer, der er, hvis flere kan gå op i tid.

Sammen med filmen er også offentliggjort en såkaldt arbejdsbog. 

Arbejdsbogen indeholder konkrete værktøjer, der gør det muligt for alle landets kommunerne at sætte gang i arbejdet med at finde lokale løsninger på lige netop de udfordringer, de oplever med at få flere til at gå op i tid.

Se videoen her, og hør de to formænd fortælle om det svære tema, og de knuder vi sammen skal løsne for at skabe forandring.