05. august 2020

Debatindlæg: Sagsbehandlerne er sat på umulig opgave, når de skal vurdere handicapsager

Sagsbehandlerne skal leve op til så håbløse dokumentationskrav, når de behandler handicappede menneskers ansøgninger om tilskud til merudgifter, at det skader både samarbejdet mellem borger og kommune, tilliden til systemet og arbejdsglæden.

Af Thomas Adelskov, formand for KL's Socialudvalg og borgmester i Odsherred Kommune

Hvordan skal en sagsbehandler vide, om palmefedt »sædvanligvis« indgår i forproducerede fødevarer? Eller afgøre, om det er lægen, skolen eller indklagerens vurdering, der skal vægtes højest for at afgøre, om ortopædiske kondisko er en nødvendig merudgift? Og skal en sagsbehandler virkelig stoppe en medicinsk behandling mod katteallergi for at vurdere, om medicinen forhindrer varig og væsentlig funktionsnedsættelse?

Det her er eksempler fra virkelighedens verden på nogle af de klagesager vedrørende merudgifter, kommunerne får retur fra Ankestyrelsen. Det er eksempler fra sagsbehandlernes hverdag. Og det er en del af forklaringen på, hvorfor mange klagesager hjemvises til kommunerne til fornyet behandling.

En væsentlig del af dem handler om merudgifter. Det er et klart signal om, at noget ikke fungerer. Og det koster. Både på den menneskelige og økonomiske konto.

Umulig vurdering

Når en kommune skal vurdere en sag om merudgifter, skal en række krav følges:

Kommunen skal afdække borgerens funktionsevne, vurdere om de udgifter, borgeren søger dækket, er nødvendige, er en konsekvens af funktionsnedsættelsen og at udgiften ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i Serviceloven. Så skal kommunen vurdere rigtigheden og størrelsen af de merudgifter, borgeren mener, de har, samt vurdere, hvad normaludgiften for ydelsen ville være for mennesker uden handicap på samme alder og i samme livssituation. Derefter skal forskellen beregnes og ydelsen udbetales.

Det er en administrativt tung, tidskrævende og til tider umulig opgave.

De omfattende krav til sagsbehandlingen tærer også gevaldigt på samarbejdet mellem borger og kommune. Konsekvensen er mistillid, vrede og frustration. Det er ganske enkelt ødelæggende for dialogen.

Det suger også ressourcer ud af socialområdet. Tid, penge og kræfter, vi ikke har råd til at spilde.

Der er alvorligt brug for ændringer, der kan styrke borgernes retssikkerhed og frigøre tid og ressourcer. Både i kommunerne og i Ankestyrelsen.

Noget må gøres

Vi har brug for et standardkatalog, hvor borger og sagsbehandler kan se, hvad den gennemsnitlige udgift er for mennesker uden handicap indenfor de områder, der ofte søges og bevilges merudgifter for. Det vil lette arbejdet for sagsbehandleren og samtidig gøre det langt mere overskueligt for familierne at se, om de er berettiget til at få dækket deres merudgifter og i hvilken størrelsesorden.

Vi skal væk fra kravet om, at kommunerne skal vurdere et barns funktionsevne uden medicinsk behandling. Det er farligt og etisk helt uansvarligt at standse en medicinsk behandling for at kunne vurdere et barns funktionsevne.

Lovgivningen om merudgifter træder kun i kraft, når anden lovgivning ikke er gældende. Og der er allerede muligheder for få særlige tilskud efter sektorlovgivningerne på området. For eksempel medicin, husleje og handicaptransport. Vi har brug for, at det entydigt fastslås, at der ikke kan ydes merudgifttilskud på områder, hvor der allerede er mulighed for at søge tilskud.

Og så er vi nødt til at sætte grænser for, hvad man som borger kan forvente at få tilskud til. Det vil både styrke borgernes retssikkerhed og lette administrationsbyden, hvis der laves en udtømmende bekendtgørelse over de 15-20 forskellige kategorier, der er de mest almindelige. Det vil også gøre det muligt at fastsætte en takst inden for hvert udgiftsområde, så borgerne ved, hvad de kan forvente at få.

Uanset hvad vi vælger at gøre, så skal noget gøres.

Hver eneste sag, som påklages, og som Ankestyrelsen hjemviser til kommunen for at blive behandlet igen, skader samarbejdet mellem borger og kommune, tilliden til systemet og arbejdsglæden for sagsbehandlerne. Der er behov for, at vi hjælper både borgere og medarbejdere med forenklede regler og retningslinjer. Det vil både gavne retssikkerheden og frigøre tid og kræfter. Det er der hårdt brug for på socialområdet.

Debatindlægget blev bragt i Dagbladet Information den 11. juli 2020.