03. oktober 2019

Fremtidens teknologi kræver tillid

Transparens og tillid er forudsætningen for offentlig digitalisering. Sådan lød budskabet fra Thomas Kastrup-Larsen, der åbnede Digitaliseringsmessen19.

”Borgernes og medarbejdernes tillid og medvirken i de digitale forandringer, der sker, er helt afgørende.”

Sådan lød det fra talerstolen i Odense Congress Center i Odense, hvor formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg Thomas Kastrup-Larsen bød velkommen til de omkring 2000 deltagere ved Danmarks største begivenhed for offentlig digitalisering.

Digitaliseringsmessen afholdes af KL i samarbejde med Borgerservice Danmark og KIT@ og tager temperaturen på den offentlige digitalisering med fokus på både fremtidens løsninger og faldgruber. Og danskerne er i det digitale førersæde på verdensplan. Og sådan skal det gerne fortsætte, slog Thomas Kastrup-Larsen fast.

”Digitalisering er et afgørende parameter for udvikling af alle områder i kommunerne. Det er nødvendigt, at der samarbejdes på tværs af kommuner og leverandører omkring den digitale dagsorden. Det er afgørende, at de rette kompetencer kommer i spil, når der skal laves digitale løsninger rettet mod borgerne,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

Ikke kun mulighedernes rum

Blandt de nye teknologier, som er i hastig vækst, er kunstig intelligens, hvor computere ved hjælp af statistisk materiale og algoritmer løbende bliver ”bedre” til at foreslå det rigtige valg og dermed lærer. En teknologi som for eksempel kan bruges som beslutningsstøtte i den kommunale sagsbehandling.

Men de mange muligheder, ny teknologi giver, kan kun udnyttes, hvis borgerne har tillid til, at kommunerne bruger data og teknologi ansvarligt. Det kræver dialog, tillid og transparens, siger Thomas Kastrup-Larsen.

”Arbejdet med data og teknologi er ikke kun et mulighedernes rum. Det er også enormt svært og fyldt med risici, udfordringer og dilemmaer. Det må vi ikke lukke øjnene over for. Vi skal sikre, at borgere og medarbejdere bevarer tilliden til os. Derfor er dialog og gennemsigtighed afgørende parametre i arbejdet med ny teknologi.”