05. november 2019

Uskønt slagsmål om seniorpension

Slagsmålet om ansvaret for seniorpension er forfejlet og foruroligende, mener KL-formand Jacob Bundsgaard.

”Jeg synes, det er stærkt bekymrende, når man fra Christiansborg er villig til at bryde med princippet om politisk kontrol og ansvar på vores velfærdsområder. I sidste ende bliver det borgerne, der taber på det her.”

Sådan siger KL-formand Jacob Bundsgaard om debatten på Christiansborg om hvem, der skal have ansvaret for at visitere til seniorpension, som skulle træde i kraft 1. januar, men som nu er udskudt, da parterne ikke kan blive enige.  

Forfejlet debat

Aftalepartierne ønsker ikke, at kommunerne skal stå for visitering til den nye ordning. Det skyldes blandt andet kritik af kommunale forskelle på, hvor mange der har fået tildelt den tidligere seniorførtidspension, samt frygt for, at kommunerne vil være tilbageholdende med tilkendelserne. Men det er en forfejlet debat, siger Jacob Bundsgaard.

”Hvis der er et problem, så må vi jo sætte os ned og få det løst. Men kommunerne har tilkendt seniorførtidspensionen i 90 procent af tilfældene, så vi må bare konstatere, at debatten bliver taget på en forkert præmis. Det er foruroligende, at man på den baggrund vil bryde med grundlæggende principper for vores velfærdssamfund og skære politisk kontrol og ansvar væk fra myndighedsopgaver.”

Aftalepartierne foreslår blandt andet at lægge ansvaret for tildelingen hos ATP eller de arbejdsmedicinske klinikker. Det vil kræve, at der opbygges et helt nyt administrativt lag for at løse opgaven.

”I kommunerne er vi allerede i kontakt med de borgere, som kan få gavn af den her ordning. Hvis man lægger det over til en anden myndighed eller i privat regi, så skal man starte helt forfra. Det er hovedløst. Samtidig er det også at svine med skattekroner, når vi i kommunerne allerede har et system, som kan håndtere det her.”

Meget alvorligt

Ifølge Jacob Bundsgaard er det mest alvorlige dog den grundlæggende mistillid til kommunerne evne til at varetage opgaven.

”Kommunerne har hundrede tusindvis af kontakter til borgerne. Det her sender et signal om mistillid til hele det arbejde. Hvis det er tilfældet, så er det meget alvorligt, for det er hele fundamentet for den måde, vi strukturerer og styrer vores samfund på, man så sætter spørgsmålstegn ved.”