21. maj 2019

Nye erhvervshuse klar med sparring til alle virksomheder

Tirsdag den 21. maj åbner de nye erhvervshuse i Nykøbing Mors, Horsens, Herning, Aalborg og Aarhus og dermed er erhvervshusene og deres filialer i hele landet for alvor oppe i gear og klar til at give iværksættere og virksomheder en god service.

Virksomheder og iværksættere i hele Danmark har fået et nyt tilbud: Erhvervshusene. De afløste ved årsskiftet de tidligere væksthuse og er nu et tilbud for alle iværksættere og virksomheder.

I dag, tirsdag den 21. maj, åbner filialerne i Nykøbing Mors, Horsens og Herning og erhvervshusene Aalborg og Aarhus. Dermed er alle de nye erhvervshuse klar med sparring til virksomhederne. 

”Med åbningen af filialen på Mors tager vi hul på et nyt kapitel, som vi ser meget frem til. Vores klare opgave er at sikre, at Erhvervshus Nordjyllands kompetencer, ydelser og programmer er tilgængelige for erhvervslivet i hele Nordjylland, og det står vi i en gunstig position til i kraft af vores centrale placering i Aalborg og nu også Nykøbing. Det ser vi frem til at fortælle meget mere om, når vi åbner filialen i Nykøbing,” siger Lars Erik Jønsson, administrerende direktør i Erhvervshus Nordjylland i en pressemeddelelse.

Et samlet tilbud

Med den nye erhvervsfremmelov blev det bestemt, at der skal etableres seks erhvervshuse med seks filialer, så ingen virksomheder har for langt til det nærmeste erhvervshus, og så virksomheder i hele landet får adgang til uvildig sparring og vejledning.

De nye erhvervshuse indeholder specialiseret viden og kompetencer til gavn for virksomheder, som vil udvikle sig, og udgør sammen med den grundlæggende erhvervsservice i kommunerne et samlet tilbud for virksomheder med behov for sparring om udvikling og forretningsmuligheder.

Med erhvervshusene er der dermed skabt en langt større sammenhæng mellem den lokale erhvervsservice i kommunerne, den specialiserede vejledning i erhvervshusene og de statslige tilbud om eksportrådgivning, finansiering og innovation.

”Med det nye erhvervsfremmesystem har vi fået et system, der er meget nemmere for virksomhederne at finde rundt i. At der nu er færre aktører betyder også, at vi kan bruge flere af pengene på erhvervsfremme og færre penge på administration, og det er rigtig positivt,” siger KL’s næstformand Martin Damm.

Samme adgang i hele landet

Åbningen af de nye erhvervshusfilialer betyder, at erhvervshusene er tættere på virksomhederne end de tidligere væksthuse, og at der dermed er skabt et system, som sikrer, at virksomheder i hele landet har samme adgang til erhvervsfremme af høj kvalitet.

”Jeg er meget tilfreds med, at der samtidig med etableringen af erhvervshusene er taget hensyn til, at ingen virksomheder må have for langt til det nærmeste erhvervshus. Det er filialerne med til at sikre, og derfor er det også rigtig positivt, at alle filialerne nu er åbne og klar til at tage imod de mange iværksættere og virksomheder, som vi ved har behov for uvildig sparring,” siger Martin Damm.

Læs mere om det nye erhvervsfremmesystem