09. december 2019

Debatindlæg: Hvem har ansvaret for dimittendledigheden?

Det er unge, der har gennemført krævende, videregående uddannelser. De skal selvfølgelig stå til rådighed og søge jobs. Og ikke bare drømmejobbet i universitetsbyerne, men også jobs, der kræver, at de flytter sig geografisk og fagligt. Får de alligevel brug for hjælp til at finde vej ind på arbejdsmarkedet, står jobcentrene klar, skriver Thomas Kastrup-Larsen i et debatindlæg.

Af Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg

Der kører for tiden en intens debat omkring dimittendledigheden, og bølgerne går højt: Er de ledige akademikere, som debatten handler om, dovne og forkælede? Er beskæftigelsesindsatsen forfejlet? Eller handler det i virkeligheden om, at gabet mellem udbud og efterspørgsel er for stort?

Det sidste skal jeg vende tilbage til. Først vil jeg gerne slå fast, at når Lars Qvistgaard, formand for medlemsorganisationen Akademikerne, i Radio4  udtaler, at problemet ligger i, at jobcentrene er kommunalt forankrede, så er det at ramme helt forbi skiven.

Ansvaret ligger først og fremmest hos de unge selv og i de uddannelser, de vælger, samt i den indsats, de skal gøre efterfølgende for at finde et job. Det er jo ikke samfundets svageste gruppe, vi har med at gøre med her. Det er unge, der har gennemført krævende, videregående uddannelser. De skal selvfølgelig stå til rådighed og søge jobs. Og ikke bare drømmejobbet i universitetsbyerne, men også jobs, der kræver, at de flytter sig geografisk og fagligt.

Nogen vil så alligevel have brug for hjælp til at finde vej ind på arbejdsmarkedet – og den hjælp yder jobcentrene. Vi har et ansvar for de nyledige dimittender, ligesom vi har for alle andre ledige. Ca. 80 pct. af de nyledige dimittender boede i starten af 2018 i henholdsvis Københavns, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg Kommuner. I byer med mange dimittender er der altid en særlig indsats for denne gruppe. Den kommunale forankring af beskæftigelsesindsatsen i samme by som uddannelsesinstitutionerne gør, at man får mulighed for at skabe lokale samarbejder mellem skole, beskæftigelse og virksomheder.

Dimittender hjælpes i job på tværs af kommunegrænser

Aalborg arbejdes der bl.a. med fremskudte indsatser på universitetet. I København er der etableret en særlig afdeling i jobcenteret, der er specialiseret i akademikere og har fokus på virksomhedsrettet erhvervserfaring. I Aarhus tilbyder man virksomhedsrettede projektforløb. Og i Odense har man for nyligt igangsat en indsats med henblik på at få de ledige dimittender matchet med små og mellemstore virksomheder.

Alle steder gælder det, at man har øje for, at dimittender skal hjælpes til job – ikke kun i egen kommune, men så sandelig også på tværs af kommunegrænser. Lars Qvistgaards problematisering må grunde i et manglende kendskab til, hvordan det kommunale beskæftigelsessystem fungerer. Jobordrer på tværs af kommunegrænser deles skam. Hvis én kommune ikke kan hjælpe en virksomhed, der efterspørger arbejdskraft – ja, så samarbejder man selvfølgelig med de andre kommuner om at rekruttere en ledig. 

Kan den ledige dimittend ikke selv finde et ordinært job indenfor deres fagområde, er det desværre overvejende usandsynligt, at jobcenteret – eller andre - står med ét på hånden.
Thomas Kastrup-Larsen

Betyder det så, at vi i jobcentrene kan hjælpe alle dimittender ind i drømmejobbet? Nej. De akademiske humanistjob hænger ikke på træerne, og virksomheder med denne type job forventer i høj grad - og med rette - at de ledige dimittender selv er i stand til at tage teten på jobsøgningen. Kan den ledige dimittend ikke selv finde et ordinært job indenfor deres fagområde, er det desværre overvejende usandsynligt, at jobcenteret – eller andre - står med ét på hånden.

Alle job er et skridt på vejen til ønskejobbet

Det, jobcenteret kan hjælpe med, er formidling af andre gode ordinære job, erfaring til CV'et gennem praktikker og løntilskud, formidling af viden om, hvor der er job og hjælp til at søge bredt – både geografisk og fagligt. I mange jobcentre arbejder man da også med det udgangspunkt, at alle job er gode job og kan være et skridt på vejen til ønskejobbet. Det handler om den enkeltes udgangspunkt og om at motivere til at tænke i nye brancher og muligheder.

Vi ved, at sandsynligheden for at komme i arbejde øges, hvis jobsøgningen påbegyndes, inden uddannelsen er afsluttet. Vi ved også, at det kan få langvarige konsekvenser for karrieren, hvis en nyuddannet starter arbejdslivet med et længere ledighedsforløb. En undersøgelse udarbejdet af Aalborg Universitet og beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune viser da også, at ti måneder efter studiet er to ud tre med erhvervserfaring i ansættelse. For dem, der ikke har erhvervserfaring, er det kun én ud af tre.

Viden om arbejdsmarkedets jobmuligheder, og hvad virksomhederne kan tilbyde, bør indarbejdes som en del af pensum på de uddannelser, der har den største ledighed.
Thomas Kastrup-Larsen

Derfor har uddannelsesinstitutionerne også et ansvar – sammen med jobcenteret, a-kassen og ikke mindst den ledige selv. Viden om arbejdsmarkedets jobmuligheder, og hvad virksomhederne kan tilbyde, bør indarbejdes som en del af pensum på de uddannelser, der har den største ledighed. Praktik, projekter og fokus på relevante studiejob og virksomhedsrettede opgaver i uddannelsesforløbet vil styrke de studerendes mulighed for at få erhvervsrettede kompetencer. Samtidig vil det give virksomhederne mulighed for at opleve, at studerende med forskellige uddannelsesprofiler kan løse de samme opgaver og give en større forståelse af, hvad de mindre kendte uddannelser har at byde på.

Beskæftigelsessystemets rolle er at bygge bro mellem efterspørgslen og det udbud af kompetencer, som findes på arbejdsmarkedet. Det er i uddannelsessystemet, at uddannelserne tilrettelægges og dimensioneres. Og det en landspolitisk opgave at tage diskussionen om, hvorvidt der er for mange, der uddanner sig indenfor fag, som arbejdsmarkedet ikke efterspørger. For der er jo et paradoks i, at samfundet forsørger højtuddannede unge, når vi samtidig mangler arbejdskraft.

Derfor bør vi tage diskussionen og inddrage alle relevante parter. Målet må være, at langt færre unge starter livet efter endt studietid i jobcenteret.

Indlægget er bragt i Politiken d. 7. december 2019.