28. august 2019

Debatindlæg: Vi kan være stolte af vores ældrepleje – men stoltheden kommer ikke af sig selv

Debatten i medierne har opbygget et skræmmebillede af kommunernes behandling af ældre med demens. Men kommunerne rykker i høj grad på demensområdet, skriver Jette Skive, formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg i et debatindlæg.

Af Jette Skive, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg

Det er de færreste af os, der har vores daglige gang på et kommunalt plejehjem eller modtager hjælp fra den kommunale hjemmepleje. Og baserer man udelukkende sin holdning på debatten i medierne, kan man hurtigt få opbygget et skræmmebillede af tingenes tilstand. Men jeg vil vove den påstand, at de fleste nok vil blive ret overraskede over den kvalitet, der møder vores ældre medborgere – altså overraskede på den positive måde.

Og jeg vil især vove den påstand, at vi på demensområdet har noget at vise frem. Desværre har der de seneste uger været rejst en kritik af kommunernes indsats over for borgere med demens og kommunernes sundhedstilbud generelt. Der har været kritik af uensartethed og manglende tilbud til demente så som træning og frisk luft, som private aktører – ifølge kritikken – i stedet tilbyder.

Men den virkelighed er altså svær for mig at genkende. For demensområdet er faktisk et godt eksempel på, hvordan vi virkelig rykker i kommunerne.

Bred vifte af tilbud

Demensvenner, cykling uden alder, erindringsdans, demensvenlige kommuner, profilplejehjem, demensvenlige boliger, sansehaver, udendørs træningscentre. Jeg kunne blive ved. For listen over tilbud, som kommunerne tilbyder borgere ramt af demens, er lang – og idérigdommen vokser og vokser.

Alle landets kommuner tilbyder støtte og rådgivning til borgere med demens og deres pårørende. Mere end 80 pct. af kommunerne tilbyder fysisk træning og aktivitet til demente. Alle kommuner har også stort fokus på kompetenceudvikling af personalet, og alle kommuner har op til flere demenskoordinatorer, som kan vejlede deres kollegaer i at finde den rette løsning til den enkelte ældre.

Plejen og støtten til vores ældre er en krumtap i vores velfærdssamfund og i høj grad noget af det, som vores velfærdsmodel måles på
Jette Skive, formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg

Lad mig give et eksempel. I Skanderborg Kommune strikkes tilbuddet til de demente sammen ud fra, hvad der giver mening og livskvalitet for den enkelte. Der bliver set på, hvilke behov og ønsker den enkelte har, og hvad kommunen fagligt tænker kan understøtte dette. Nogle har brug for et fysisk eller et socialt tilbud væk fra hjemmet, nogle har brug for aflastning i hjemmet, og andre har brug for mere målrettet stimuli som fx en sanseintegrerende indsats. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, ændres også de tilbud, borgeren får, så de hele tiden matcher borgerens ressourcer og muligheder.

I min egen kommune Aarhus har vi en erindringslejlighed, der er indrettet, som da de demente var yngre. Her kommer demente og personale på besøg og kan fx bage en kage, og det sætter en masse erindringer og samtaler i gang hos de demente. Og det er blot to eksempler på noget af alt det, der foregår for at skabe gode rammer om vores ældre.

Stor tilfredshed

Kommunernes medarbejdere yder hver dag hjælp til tusindvis af ældre borgere i deres hjem og på kommunale plejehjem. Og tilfredsheden er stor. Ved den seneste brugertilfredshedsundersøgelse svarede hele 79 pct. af de hjemmehjælpsmodtagere, der modtager praktisk hjælp, at de var tilfredse eller meget tilfredse med hjælpen. For modtagere af personlig pleje svarede 84 pct. tilfreds eller meget tilfreds. Og blandt beboere på plejehjem og i plejebolig er tilfredsheden endnu højere – 91 pct. 

Der er de senere år sket en ændring i hele sundhedsvæsenet, bl.a. fordi de ældste borgere er indlagt kortere tid. Kommunerne har overtaget flere og flere sundhedsfaglige opgaver, og derfor har kommunerne over en årrække også gennemgået en professionalisering. Siden 2007 er det samlede antal kommunalt ansatte faldet, men vi har øget antallet af medarbejdere med en sundhedsfaglig autorisation. Fx har vi fået 82 pct. flere ergo- og fysioterapeuter. Antallet af sygeplejersker er steget med 36 pct. Og antallet af SOSU-assistenter er steget med 73 pct. Det vidner altså om, at vi i den grad har oprustet og prioriteret sundhedsområdet og kompetencerne til at passe på vores ældste borgere.

Nogle kommuner er frontløbere på demensområdet. Men alle kommuner er med. Og så skal vi jo lære af hinanden og lade os inspirere af alt det, der foregår – også i samspil med pårørende, frivillige, Ældre Sagen og alle de andre aktører omkring vores ældre.

Pleje og støtte er en krumtap

Spørgsmålet har de forgangne uger lydt: Kan vi være vores ældrepleje bekendt? Og mit svar vil være et uforbeholdent JA. Men vi kan ikke fortsætte uden omtanke og handling. For virkeligheden er jo den, at antallet af ældre stiger markant i disse år – særligt blandt de ældste ældre over 80 år, som i høj grad trækker på de kommunale plejeydelser. Det presser vores budgetter i kommunerne og den hjælp, som vi kan give til alle – også de demente. Når vi bliver flere ældre, skal økonomien naturligvis følge med. Lige nu er det svært. Vi hører også historierne om sparekataloger, som fylder de lokale medier i disse tider. Og vi forstår til fulde den forargelse og de frustrationer, de som oftest medfører.

Plejen og støtten til vores ældre er en krumtap i vores velfærdssamfund og i høj grad noget af det, som vores velfærdsmodel måles på. Vi skal derfor kunne levere en værdig ældrepleje – også i de kommende år, når der bliver flere, der skal have hjælp. Hvis ikke vores samfund kan klare det, så risikerer vi, at opbakningen svinder ind.

Der er derfor brug for to ting:

Kommunerne skal sikres økonomi til de mange flere ældre. Det er et af de væsentligste temaer, når vi i disse uger mødes med regeringen for at forhandle en aftale om kommunernes økonomi for 2020 på plads. Der er brug for investeringer her og nu – og så er der brug for langsigtede prioriteringer og løsninger.

Vi skal styrke det nære sundhedsvæsen gennem målrettede investeringer - nu. Det kræver en samlet reform med fokus på især pleje, forebyggelse og rehabilitering, og hvor det sikres, at kommuner og almen praksis har de nødvendige kompetencer og kapacitet, samt at økonomien følger med opgaverne.

***

Debatindlægget er bragt på Altinget Social den 27. august 2019