03. september 2019

Debatindlæg: Vi har tårnhøje ambitioner for vores børn

Forældre og pædagoger skal passe på med at reducere ambitionen om kvalitet i dagtilbud til kun at handle om minimumsnormeringer. Kvalitet handler nemlig også om, hvordan hverdagen tilrettelægges og om værdier og ledelse, skriver Thomas Gyldal Petersen i et debatindlæg.

Af Thomas Gyldal Petersen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg

Kære forældre og pædagoger: I kommunerne har vi tårnhøje ambitioner for vores børn og vores dagtilbud. Ligeså høje ambitioner, som I har.

Vi skal sikre, at alle børn mødes af dagtilbud af høj kvalitet. Hver dag. Vi er optaget af, at vores børn får de bedste muligheder for at udvikle sig.

Men kære forældre og pædagoger. Vi er borgmestre for flere end de 0-6-årige. Og derfor skal vi naturligvis tænke vores fælles velfærd ind i en større kontekst.

Vi får flere børn i de kommende år. Det er rigtig dejligt. Og det betyder også, at vi skal investere endnu mere i børneområdet. Det er vi alle enige i. Men hvis vi skal have råd til at levere en ordentlig velfærd til vores børn, ordentlige daginstitutioner, gode skoler, gode fritidstilbud osv., kræver det, at de økonomiske rammer følger med. Og det kræver, at vi får styr på nogle af de store områder, som for alvor presser vores økonomi. Det er især det faktum, at vi bliver flere af de ældste ældre, som udfordrer os. Det er jo en glædelig udvikling, men det er også en udvikling, der betyder, at flere får brug for pleje og hjælp fra kommunen, at flere lever længere med en kronisk sygdom som KOL og diabetes type-2, og at flere sundhedsopgaver bliver en del af den kommunale portefølje. Dertil er der det massive udgiftspres, vi oplever på det specialiserede socialområde – altså det pres der følger af, at flere borgere får en diagnose eller et handicap. Lige nu melder borgmestre over hele landet om, at de ikke kan holde budgetterne på socialområdet, fordi udviklingen går så stærkt. Det presser den øvrige velfærd, og desværre er virkeligheden den, at der derfor bliver skåret på andre områder for at få råd til at give den hjælp og støtte, der er brug for. 

Risiko for underfinansiering

Det er naturligvis ikke en holdbar situation. Og derfor sidder vi også netop nu og forhandler med regeringen om, hvordan vi får gjort noget ved det. Netop så vi også kan prioritere de midler til børneområdet, som vi alle brænder for at prioritere dertil. 

Og vi har bestemt ikke overset signalerne i valgkampen. Men det vel tvivlsomt, om regeringens støttepartier vil lade minimumsnormeringer blive aftalt i kommunernes økonomiaftale. Det bliver formentlig en sag for finanslovsforhandlingerne. 

Den store udfordring er, om regeringen og støttepartierne for alvor kan finde de midler, der er nødvendige, hvis vi skal have en model, som rent faktisk kan mærkes i hverdagen. Ligesom det bliver interessant, om der kan findes en model, der sikrer fuld finansiering af de besluttede minimumsnormeringer i alle kommuner. Risikoen er jo, at kommuner med de største økonomiske udfordringer og laveste serviceniveau får underfinansieret opgaven. Derfor er vi bekymrede i KL, fordi de lette slagord nemt kan vise sig vanskelige at omsætte i virkelighedens verden. Det giver en reel risiko for, at alle de forældre, der gik på gaderne i forsommeren, går skuffede hjem med deres børn. Og det samme kan desværre komme til at gælde for pædagogerne. Ikke fordi kommunerne ikke vil levere på opgaven, men fordi det økonomiske pres på kommunerne, den kommunale bloktilskudsmodel og lokalt tilpassede serviceniveauer er meget svære at kombinere med faste minimumsstandarder. I stedet for at tale ned til landets kommunalpolitikere, ville det være interessant, hvis alle interessenter ville give de faktiske forhold og udfordringer reel opmærksomhed.

Vigtig med lokale prioriteringer

Og så skal vi være forsigtige med at reducere ambitionen om kvalitet i dagtilbud til kun at handle om minimumsnormeringer. Normeringer betyder noget. Selvfølgelig gør de det. Men kvalitet handler også om, hvordan hverdagen tilrettelægges, om værdier og normer, om ledelse og om medarbejderkompetencer i bred forstand. 

For os er det vigtigt, at vi finder en model, der giver kommunerne mulighed for at foretage lokale prioriteringer. Ikke på grund af et nagelfast princip om kommunalt selvstyre, men fordi det er os i kommunerne, der kender de lokale forhold, forældrenes ønsker og børnenes behov. Hvis der eksempelvis kommer krav om et bestemt normeringstal helt ned på institutionsniveau, risikerer man at flytte ressourcer fra de mest udsatte institutioner og børn til institutioner med ressourcestærke børn og forældre. Man risikerer også, at kommuner bliver nødt til at skære i åbningstider og lave større institutioner for at komme til at leve op til lovkravene. Og man skal også have med i overvejelserne, at nogle tyndt befolkede kommuner kan vælge en lavere normering for til gengæld at have mulighed for at bevare små institutioner. Det er de lokale prioriteringer, vi hver dag foretager i kommunerne. Prioriteringer, som vi står på mål for i dialogen med vores borgere. Men også prioriteringer taget ud fra et konkret kendskab til de lokale forhold og forældre og børns behov. Og ikke ud fra en regnearksmodel fra Christiansborg.

Jeg har rejst landet rundt og besøgt kommuner og dagtilbud i alle dele af landet og jeg kan fortælle, at alle landets kommunalbestyrelser er optaget af at sikre, at vores børn hver dag mødes af dagtilbud af høj kvalitet. Dagtilbud, hvor det pædagogiske personale skaber pædagogiske læringsmiljøer, hvor børnene kan udvikle deres sociale kompetencer, trives sammen med andre børn og meget mere. Dagtilbud, der giver børn en god og tryg hverdag. Og dagtilbud, hvor børn får kompetencer med i rygsækken, der hjælper dem godt videre i livet og i overgangen til skole.

Brug for en national kvalitetsundersøgelse

Vi skal hele tiden udvikle vores dagtilbud. Derfor har vi også gentagne gange peget på behovet for at få indblik i, hvordan det står til med kvaliteten i vores dagtilbud. For det ved vi reelt set ikke. Jeg er rigtig ærgerlig over, at flere centrale aktører på området ikke har lyst til at indgå i det arbejde, der vil kunne give os viden og et fælles sprog om kvalitet at handle ud fra.

Så kære repræsentanter for forældre og pædagoger. Skulle vi nu ikke danne fælles front om at højne kvaliteten i vores dagtilbud. Og i fællesskab tale området op i stedet for at tale ned til hinanden og beklikke hinandens intentioner. Det er vores børn og dermed vores fremtid, det handler om. Den er værd at kæmpe for – og det skal vi gøre sammen.

***

Debatindlægget er bragt på Altinget Kommunal den 3. september 2019