12. april 2019

KL: Funktionsevne skal drive rehabilitering - ikke diagnose

Altinget spørger i denne debatrunde: Hvordan får vi den bedste rehabilitering? Det er skønt, når debatterne ind i mellem lader solen skinne på noget af det, som er kommunernes kerneopgave. Men det slog mig, at anledningen endnu engang er kommunale forskelle.

Af Jette Skive, formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg

Lad mig derfor kaste lidt lys på, hvordan det ser ud i den virkelige verden: Alle landets kommuner har i dag forebyggelsestilbud til borgere med de store kroniske sygdomme. Hjerte-kar-sygdom, KOL, type-2-diabetes og kræft. Og dykker vi ned i tilbuddene, så har næsten alle kommuner tilbud om fx sygdomsmestring, tobaksafvænning, fysisk træning og ernæringsindsats.

Det synes jeg, er et rigtigt stærkt fundament at bygge videre på.

Standarder skal bane vejen   

Dermed ikke sagt, at der ikke er kommunale forskelle. I flere kommuner er man gået endnu videre. Fx har de 19 kommuner i Midtjylland aftalt med regionen, at hjerterehabilitering skal være en kommunal opgave. Og i 2018 fulgte Sundhedsstyrelsen op med nye anbefalinger, hvor hjerterehabilitering som udgangspunkt skal foregå i kommunen.

Et andet eksempel er, at ni af kommunerne i hovedstadsregionen har aftalt at samarbejde tæt om kræftrehabilitering, så borgerne kan få et bedre og mere målrettet tilbud.

Det er godt, når der er kommuner, der løber foran for at skubbe grænserne for den kommunale kvalitet. Men når det er sagt, har vi i kommunerne længe efterspurgt, at vores indsats rammes bedre ind. Vi har brug for at kende den bane, vi skal spille på. Det er nødvendigt for at imødegå den uplanlagte opgaveglidning, som sker i sundhedsvæsenet. Det er også nødvendigt for at samarbejdet mellem kommune, sygehus og praktiserende læge bliver mere ens, så det ikke kun baseres på god vilje og lokale ildsjæle.

Flere læger skal henvise til kommunale forebyggelsestilbud

En kvalitetsplan skal således også sikre et bedre og mere ensartet samspil mellem almen praksis og kommunerne på tværs af landet. Der er stadig alt for stor forskel på, om man som borger med kronisk sygdom bliver henvist til de kommunale forebyggelsestilbud af sin praktiserende læge. 

Uanset hvilken læge man har, bør man som borger med en eller flere kroniske sygdomme få glæde af de kommunale tilbud – så man kan leve et godt liv med sin(e) sygdom(me) og undgå forværring.

Vi samarbejder med de praktiserende læger (PLO) om at sikre, at alle læger kender til og henviser borgerne til de kommunale forebyggelsestilbud. Men det vil være en hjælpende hånd, hvis det bliver tydeligere hvad der forventes af både læger og kommuner. 

Styrk generalisten

På trods af, at vi har mange gode eksperter i fx KOL, diabetes og neurorehabilitering er kommuner og almen praksis, sammenlignet med sygehusene, generalister. Vi er sundhedsvæsenets eksperter i, hvordan borgerne bedst muligt vender tilbage til deres hverdagsliv under og efter sygdom. Og vi tager udgangspunkt i borgerens samlede livs- og helbredssituation. Derfor er det også altovervejende borgerens funktionsevne, og ikke borgerens diagnose, der driver den rehabiliterende indsats kommunerne. Indsatsen bygger på et tæt samarbejde med borgeren og skal være styret af borgerens egne mål og ønsker for fremtiden.

Denne tilgang skal vi holde fast i – ikke mindst i forhold til de mange borgere med multisygdom, vi nu og særligt fremover vil møde i sundhedsvæsenet. De har i den grad behov for at blive mødt med en helhedsorienteret indsats, hvis rehabiliteringen skal lykkes. Og den helhedsorienterede tilgang skal derfor også være drivende for Sundhedsstyrelsens arbejde med en kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen.

Debatindlægget er bragt på Altinget.dk d. 12. april 2019.