02. april 2019

Debatindlæg: Dagtilbud skal fremme børns trivsel

Det står der i den dagtilbudslov, Christiansborg vedtog sidste år. Alle taler om at øge kvaliteten i vores dagtilbud, men opgaven er svær at løfte.

Af Thomas Gyldal Petersen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Elisa Rimpler, formand for BUPL, og Mona Striib, formand for FOA

Det er efterhånden svært at finde nogen, der betvivler, at en tidlig indsats betyder uendeligt meget for et barns muligheder senere i livet. Jo mere vi investerer i høj kvalitet i børns dagtilbud, jo flere børn vil klare sig godt i skolen, komme i gang med en ungdomsuddannelse og komme i arbejde. Det kan med andre ord betale sig at investere i de mindste børn, når vi også gerne vil have råd til at sikre ældre borgere en god alderdom, udbygge vores infrastruktur og meget mere af alt det, som kendetegner vores velfærdssamfund.

I juni 2018 fik alle danske dagtilbud en ny lov, der beskriver den opgave, de skal løse. Loven hviler på et stærkt nationalt pædagogisk grundlag, som understreger, at dagtilbuddet, det pædagogiske personale og ledelsen skal fremme børns læring, udvikling og trivsel samt sætte fokus på børneperspektivet og børns ret til en plads i børnefællesskabet.

Vi står med en stor opgave

KL, BUPL og FOA var med til at udvikle det pædagogiske grundlag, og vi anerkender fuldt ud, at kommuner, ledere og det pædagogiske personale står med en kæmpe stor opgave, når den styrkede pædagogiske læreplan skal foldes ud i en travl hverdag. Men det er en opgave, vi skal lykkes med – for børnenes skyld. 

I Danmark tilbringer børn i alderen 0-5 år de fleste af deres vågne timer i hverdagen i et dagtilbud. Det er derfor vigtigt, at de oplever en hverdag i et pædagogisk læringsmiljø af høj kvalitet, hvor der er tilstrækkeligt med pædagogiske personale, der har kompetencer til og bliver ledelsesmæssigt understøttet i at skabe kvalitet i deres samspil med børnene. Det er i særlig grad vigtigt for børn, hvis opvækst er præget af vanskelige forhold i deres familie.

Flere børn øger behov for prioritering

Antallet af 0-5-årige forventes at stige med omkring 50.000 frem mod 2025. Og i hele 63 procent af kommunerne vil antallet stige med mere end 10 procent. Det er jo overordentligt glædeligt, at vi sætter flere børn i verden. Det vidner om et velfærdssamfund, hvor der er tillid til, at vores børn og unge kan vokse op og få et godt liv. Men det er samtidig også en udvikling, der kommer til at udfordre kommunernes muligheder for at levere den helt nødvendige velfærd. For ikke nok med, at der kommer flere af de yngste borgere, vi lever også længere. Antallet af 80+-årige vil stige markant i de kommende år. Det betyder, at vi  får behov for at prioritere områderne.

Hvis vi skal levere ordentlig velfærd til de mange flere børn og ældre – og til alle borgerne derimellem – kræver det, at vi løfter i fællesskab. Vi skal sikre ordentlige rammer til de mange nye børn, og til de børn vi allerede har i vores dagtilbud. Vores børn er vores fælles fremtid – og de er værd at investere i. Derfor må Christiansborg sikre bedre muligheder for langsigtede investeringer.

Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten d. 2. april 2019.