Overgangsordningen
For at sikre en smidig overgang til det nye feriesystem, er der ved lov vedtaget en overgangsordning for ferielovens fem ugers ferie.
KL og Forhandlingsfællesskabet har sammen udarbejdet en vejledning, pjecer, en video og en ferieplanlægger til at vejlede om overgangsordningen. Du kan finde materialet her.
På følgende hjemmesider kan du finde yderligere information om overgangsordningen:
Har du spørgsmål om implementeringen af de nye regler, kan du med fordel orientere dig i materialet på feriesiden. For opfølgende spørgsmål bedes du skrive til ferie@kl.dk
Feriemidler til ny fond
Overgangsordningen indebærer, at ferierettigheder svarende til ferieloven (dvs. ekskl. 6. ferieuge m.m.), der optjenes i perioden 1. September 2019 - 31. august 2020, "indefryses" og som udgangspunkt først udbetales til den ansatte, når denne når folkepensionsalderen.
Uden en overgangsordning ville den ansatte i første år af det nye feriesystem kunne afholde 10 ugers ferie; dvs. 5 ugers ferie optjent efter de gældende regler og 5 ugers ferie optjent efter de nye regler om samtidighed.
Overgangsordningen håndterer dette problem på den måde, at den ansatte, som normalt vil kunne afholde 5 ugers ferie i det første år af det nye feriesystem, samtidig bevarer retten til den ferie, de har optjent efter de gældende regler.
Der oprettes en ny fond (Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler), som får til opgave at administrere de tilgodehavende ("indefrø") feriemidler.
Bemærk, at KL og Forhandlingsfællesskabet, udover den lovfastsatte overgangsordning yderligere, har aftalt regler for håndtering af feriebetaling i overgangsperioden. Du kan læse mere om dette under afsnittet kaldet Håndtering af feriebetaling i overgangsordningen.
Miniferieåret
Ved overgangen til det nye feriesystem pr. 1. September 2020 opstår der et såkaldt 'miniferieår'. Det vil sige, at såvel perioden for optjening og perioden for afholdelse af ferie er forkortet.
Optjeningsperioden forkortes, fordi indefrysningen af feriemidler indledes 1. september 2019. Det betyder, at optjeningsperioden løber fra 1. januar til 31. August.
Ferieåret forkortes, fordi det nye feriesystem træder i kraft 1. september 2020. Det betyder, at ferieåret løber fra 1. maj til 31. August.
I perioden 1. januar til 31. august 2019 optjener de ansatte således 16,64 feriedage, der kan afholdes i perioden 1. maj til 30. august 2020, samt varsles til afholdelse i september 2020.
Det betyder, at der kun kan varsles i alt 16,64 feriedage i sommeren 2020.
KL har modtaget vedhæftede skrivelse fra STAR.
"I forbindelse med overgangen til den nye ferielov optjente lønmodtageren op til 16,64 feriedage i perioden 1. januar - 31. august 2019. Feriedagene skulle bruges i perioden 1. maj til 31. august 2020. Hvis der var dage, der ikke blev brugt, blev dagene automatisk videreført til den nye ferieafholdelsesperiode, der går fra den 1. september 2020 til den 31. december 2021.
De 16,64 dage, der er optjent til afholdelse i det forkortede ferieår sommeren 2020, har en særlig status, og kan ikke udbetales i det løbende ansættelsesforhold.
Det betyder, at den videreførte ferie skal afholdes inden udløbet af ferieafholdelsesperioden den 31. december 2021. Holdes ferien ikke, bortfalder retten til både ferien og feriepengene som udgangspunkt."
Særligt for rengøringsassistenter på skolebrøk
Overgangsordningen til den nye ferielov betyder som nævnt, at der til brug for sommeren 2020 kun er optjent 16,64 feriedage i de første 8 måneder af 2019.
For skolerengøringsassistenter, som fx er ansat til at arbejde i 40 uger/200 dage efter den særlige lønbrøk i overenskomsten betyder det, at der i sommeren 2020 skal planlægges med 16 feriedage og 4 arbejdsfri dage, hvor der normalt er planlagt 20 feriedage.
KL anbefaler, at man så vidt muligt undlader at kalde skolerengøringsassistenter på arbejde på de 4 arbejdsfri dage, der ligger placeret i forlængelse af de 16 dages ferie, der holdes i skolernes sommerferie sommeren 2020.
Håndtering af feriebetaling i overgangsordningen
Forhandlingsfællesskabet og KL har i forbindelse med de nye ferieaftaler indgået et protokollat vedrørende feriebetaling i forbindelse med overgangen til samtidighedsferie:
Protokollatet etablerer overgangsbestemmelser for håndtering af feriebetaling i overgangsperioden for:
- Ansatte, der får feriegodtgørelse under ansættelsen
- Ansatte, der fratræder som følge af vinterhjemsendelse
Protokollatet indeholder endvidere et bilag, der skitserer retsstillingen for al feriebetaling i overgangsperioden.
Vejledning om protokollatet vil indgå i vejledningen om overgangsordningen.
Du kan se protokollatet nedenfor.
Indefrysning af feriepenge i forbindelse med barsel
Flere kommune har spurgt, hvordan beregningen af indefrysning under barsel for så vidt angår den periode, hvor der kun indbetales pension.
KL har spurgt Beskæftigelsesministeriet, og har nu modtaget følgende uddybning:
Det fremgår af ordlyden i § 2, stk. 3 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler (LFM-loven), at beregningen af feriebetalingen foretages på baggrund af lønmodtagerens sædvanlige løn i de seneste 4 uger, hvor fuld løn er udbetalt. Samtidig fremgår det af lovbemærkningerne, at de 4 uger kan ligge både før og efter orloven, afhængig af hvordan orloven placerer sig i overgangsåret.
Der skal derfor tages udgangspunkt i den sidst udbetalte sædvanlige løn i indefrysningsperioden, uanset om den ligger før eller efter orloven. Denne metode skal også anvendes, hvis lønmodtageren har genoptaget arbejdet delvist.
Hvis der ikke er mulighed for at benytte 4 sædvanlige uger, kan der på anden måde fastsættes fiktiv løn, hvor beregningen vedrører ansættelseskontrakt, forventning til lønnen m.v. Dette kan fx være tilfældet, hvis lønmodtageren lige er ansat, hvis ansættelsesvilkår ændres lige før eller under afholdelsen barsel, eller hvis lønnen reguleres i barselsperioden.
Det fremgår af § 2, stk. 3 i LFM-loven, at bestemmelsen gælder for en lønmodtager, der er antaget månedsvis eller for længere tid. Månedslønnen skal derfor omregnes til 4 uger. Det er en forudsætning for § 2, stk. 3 i LFM-loven, at månedslønnen omregnes til ugeløn. En månedsløn skal således ganges med 12 (måneder), og derefter divideres med 52 (uger).
Eksempel:
Månedsløn: 30.000 kr.
4 ugers løn: 30.000 kr. * 12 / 52 * 4 = 27.692,31 kr.