Botilbuddet Solskrænten i Faaborg-Midtfyn Kommune har specialiseret sig i at give tilbud til borgere med en senhjerneskade, som har problemskabende adfærd. Her er pædagogik, organisation, ledelse og arbejdsmiljø tilrettelagt, så beboerne får mulighed for en udvikling på egne præmisser og af en positiv karakter.
Landsbyen Sølund etablerede sit første enkeltmandsprojekt i 1999. I dag bor der syv beboere i "Enkeltmandsprojektet". Videnscenter Skanderborg Sølund har i 2010 valgt at dokumentere effekten af den pædagogiske indsats i "Enkeltmandsprojektet".
Struktur, målrettet pædagogisk arbejde og de rette faglige og menneskelig kompetencer i personalegruppen er nogle af de afgørende faktorer, når personer med problemskabende adfærd skal have et meningsfyldt socialt tilbud. Det er bl.a. erfaringerne i skærmet afdeling i Autismecenter Storstrøm, Vordingborg Kommune.
Der er mange fordele ved at samle enkeltmandsprojekter, som man har gjort med bostedet Skovbrynet i Aalborg Kommune. Kommunen har samlet beboerne i fælles fysiske rammer og omgivelser, der tilgodeser deres særlige og forskellige behov. Samtidig har kommunen fået skabt et fagligt miljø, hvor personalet er specialiseret i arbejdet med beboerne.
Frederiksberg er en af landets tættest bebyggede kommuner. Derfor har kommunen ikke samme muligheder, som andre kommuner for at bygge nye boliger til handicappede. Kommunen har ikke desto mindre taget udfordringen op, og etableret boliger til borgere, der på grund af deres problemskabende adfærd ikke kan rummes i kommunens øvrige botilbud.