Indhold

08.06.17 15:14

Ændret den 14.06.17

Facility management kan skabe råderum

Som led i moderniserings- og effektiviseringsprogrammet (MEP) er der gennemført en kortlægning af facility management i kommunerne. Formålet har været at udarbejde anbefalinger, inspiration og understøttende værktøjer til kommunerne vedr. organisering, køb og udbud på facility managementområdet.

EY har gennemført en casebaseret kortlægning i 11 danske kommuner med fokus på at afdække modenhed af facility management i kommunerne, gode eksempler samt detaljerede bygnings- og omkostningsdata for området ved hjælpe af kvantitative og kvalitative data. Dette er sket med dybdegående analyser af organisering, omkostninger og kommunernes volumener inden for ni centrale, udvalgte facility managementserviceydelser. Det gælder ydelserne rengøring, arealpleje, bygningsdrift- og vedligehold, forsyning, sikkerhed, affaldshåndtering, kantine, vognpark og intern service.

Konsulenterne har derudover gennemført en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt de resterende 87 kommuner. På grundlag af den indsamlede data for facility management i kommunerne, EY’s generelle erfaringer fra facility management i private og øvrige offentlige organisationer i Norden samt EY’s analysemodel på området har det været muligt at give et estimat på, hvilke potentialer de danske kommuner kan realisere ved at modne og professionalisere facility management-området yderligere.

Den samlede omkostningsbase i kommunerne til facility management udgør ca. 15 mia. kr. Analysen viser et estimeret effektiviseringspotentiale på omkring 1,7 mia. kr. på tværs af alle kommuner svarende til en gennemsnitlig effektiviseringsprocent på ca. 11 pct. inden for to år. Dette er dog en idealbetragtning og erfaringer fra flere kommuner viser, at forudsætningerne varierer fra kommune til kommune. Tidsperspektivet for kommunernes bevægelse til næste niveau og dermed realisering af det estimerede potentiale forudsætter en fokuseret indsats over en længere periode.

Til at understøtte kommunernes arbejde er der udarbejdet et inspirationskatalog baseret på de erfaringer, konsulenterne har observeret i kortlægning af  facility management i kommunerne. Inspirationskataloget indeholder eksempler på forskellige løftestænger og tiltag, som kommunerne kan implementere med henblik på at øge modenheden af facility management.

Yderligere materiale