KREVI har dykket dybt i kommunernes nyeste omstillingskataloger fra 2010, og har samlet 581 forskellig bud på økonomiske effektiviseringer. Kataloget giver inspiration til effektiviseringsarbejdet, og på KREVI's hjemmeside kan man sammensætte sit eget sparekatalog.
Det nye inspirationskatalog følger op på sidste års katalog, som indeholdt 170 bud på økonomiske effektiviseringer. Det antal er tredoblet i det nye katalog, som ud over at være samlet og systematiseret i papirform også er elektronisk tilgængeligt via en database på KREVI's hjemmeside.
Sammenlignet med sidste år er der mange flere typer effektiviseringer i spil. Lige fra strukturtilpasninger og digitalisering til omlægning af servicetilbud og konkurrenceudsættelse. Samtidig er der masser af forslag på de enkelte serviceområder.
For at gøre redskabet så anvendeligt som muligt for kommunerne er de mange forslag systematiseret i kategorier, der siger noget om, hvilken type af effektiviseringsforslag der er tale om.
Derudover er forslagene inddelt i sektorer indenfor hver kategori. Under hvert forslag henvises der til en eller flere kommuner, hvor forslaget er stillet. Hensigten er, at man selv kan tage kontakt til disse kommuner for at opsøge yderligere inspiration.
Forslagene er også elektronisk tilgængelige i et søgeredskab på KREVI's hjemmeside. Det gør det lettere at sammensætte sit eget sparekatalog til brug for de kommende budgetlægninger.
De 581 forslag er baseret på omstillingskataloger - ifm. genåbning af Budget 2010 og Budget 2011 - fra i alt 73 kommuner. KREVI har i alt gennemgået 7.200 forslag til besparelser. Af dem er der fundet 2.100 forslag, som ikke er rene forslag til serviceforringelser, men som indeholder elementer af effektivsering. Og de er efterfølgende "dampet ind" til de i alt 581 forslag i kataloget. Forslagene er ikke nødvendigvis politisk vedtaget.
|
Definition af økonomiske effektiviseringer: Økonomisk effektiviseringsforslag er forslag, hvor serviceniveauet opretholdes for færre ressourcer. Det er også forslag, hvor serviceniveauet reduceres, men hvor besparelsen vurderes at være større end det forventede nyttetab ved servicereduktionen. |