I denne uge er klummen skrevet af gæsteskribenterne Lars H. Olsen, kommunaldirektør Fanø, og Jørgen Christiansen, kommunaldirektør, Langeland
I enhver organisation skal der være et forum, hvor medarbejdernes medindflydelse og medbestemmelse klarlægges og udvikles. Ingen organisation kan fungere optimalt uden et reelt samarbejde, hvor ledelsens beslutninger skabes i respekt for medarbejdernes vilkår, og hvor medarbejdernes kompetencer indgår i beslutningsgrundlaget.
Alt andet vil indebære en arbejdsplads, hvor medarbejdernes væsentligste årsag til aktivitet er pligten, og hvor organisationens indre kompetencer ikke udnyttes. Der skal således være stor respekt for de faglige organisationer og for det daglige samarbejde med tillidsvalgte.
Når det så er anerkendt, er det også vigtigt at definere omfanget af "medarbejdernes vilkår", og hvad der er baggrunden for medindflydelse og medbestemmelse. Det er vores opfattelse, at medarbejdernes vilkår omfatter beslutningers påvirkning af medarbejdernes arbejdsvilkår.
Det lyder umiddelbart enkelt, men indeholder også det faktum, at så omfatter det ikke beslutningernes politiske indhold. Det politiske indhold skal være et debatemne, der varetages af borgere og brugere. Medindflydelse og medbestemmelse er heller ikke et forum, der alene skal bruges til at pleje medarbejdernes egne interesser, men hele organisationens udvikling.
MED-systemet kan i den forbindelse opleves mere som en struktur og honorering af formalia frem for et forum, hvor principielle samarbejdsrelationer drøftes. MED-systemet kan også opleves som en hæmsko for det gode samarbejde, der skaber gode løsninger for borgerne, hvis der alene er et primært fokus på fagpolitik.
Medindflydelse og medbestemmelse skal derimod være et redskab til en mere pragmatisk og løsningsorienteret tilgang til de nødvendige omstillinger og dermed behovet for fleksibilitet. MED-systemet evalueres p.t. af KREVI. Vi kunne ønske os et nyt system, der muliggør større fleksibilitet og er mere "produktivt".
Det er vigtigt, at vi løser de opgaver, som byråd og andre politiske organer beslutter, ved at informere, sparre og finde nye veje i et samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Et samarbejde, hvor det er løsningerne, kompetencerne og den gensidige tillid, der skaber den gode arbejdsplads og ikke en formel møde-struktur. Et samarbejde, hvor fleksibilitet er vigtigere end beskyttelse af funktioner.
Åbenhed og gensidig respekt findes måske ikke i alle organisationer, men lad åbenhed og gensidig respekt være tilgangen, når MED-systemet skal fornyes.