A3, du ved, afdelingschef Anders Andersen, kunne ikke få uhyggen ud af kroppen. Han havde lige genlæst statistikken over, hvor mange offentlige, der er på vej på pension:
- Gennemsnitsalderen blandt lederne i kommuner og regioner er cirka 50 år.
- Hver anden offentlig leder går på pension i løbet af de næste fem-otte år.
- Der skal udskiftes op mod 19.000 ledere inden for de næste otte år.
Flere kolleger negligerede nu den dystre statistik, fordi den aktuelle økonomiske krise kunne aflæses i både voksende arbejdsløshed og et stigende antal ansøgere til ledige kommunale job. A3 vidste dog godt, at denne lindring ville være af forbipasserende karakter, og mange års erfaring med at håndtere forandringer og omstruktureringer ikke var tilstrækkelig ballast over for aldersstatistikken.
Uhyggen i afdelingschefens tanker og krop skyldes dog især erkendelsen af, at han måtte i gang med at handle i forhold til sin egen afdeling. Inden for få år ville han holde tale ved fem afskedsreceptioner for pensionsmodne chefer. Han måtte komme med en plan!
A3 mødte mandag morgen med stor energi. I løbet af få timer fik han udformet et detaljeret oplæg, der skulle geare hans afdeling til at møde fremtidens udfordringer. Byggestenene så sådan ud:
- I A3’s afdeling ville de fremover – mindst hver 14. dag – gennemføre "videnoverførsel-dage", hvor de erfarne systematisk videregav og dokumenterede know-how.
- Afdelingen ville snarest starte et pilotprojekt, som under titlen "Gør dig lækker" skulle udvikle målsætninger og metoder for "Den tiltrækkende arbejdsplads". Nøgleordene albuerum, innovation og teamtænkning skulle gennemsyre projektet.
- Afdelingen ville træde i karakter som spydspids i kommunens talent-spotting-program, som bl.a. indebar en workshop, hvor alle kommunens ansatte med en "måske-leder i maven" kunne prøve værktøjet og få tilbud om før-leder-uddannelse samt mentorordninger.
- A3’s afdeling ville snarest gennemføre en organisations- og kompetenceanalyse med den erklærede tredobbelte-målsætning over tre år at reducere antallet af ledere med 25 procent, forbedre kvaliteten og højne medarbejdernes trivsel.