For ikke særligt mange år siden turnerede jeg rundt med foredraget "Ledelse – ensomhedens håndværk". Det passede rigtig godt med mange kommunale lederes oplevelse af deres arbejdssituation: Man stod alene med det meste, især problemer. Man talte ikke ledelse med nogen.
Man savnede dialog med ligesindede – især for at søge styrke i, at man næppe var alene. En del er sket siden: Vi har fået ledergrupper og siden ledernetværk. Begge har skabt rammer for dialog med andre ledere. Og selvom mange af os af og til blot oplever tomgang og simpel informationsudveksling i disse fora, så blev noget af ensomheden brudt. Har det overordnede billede så ændret sig?
Mit bud er umiddelbart nej. Det bygger jeg dels på mine egne erfaringer som leder, dels på min løbende dialog med mange andre ledere. Som leder føler man sig ofte grundlæggende ensom.
Læg hertil at vi i disse år hærges af en ny bacille, som risikerer at slå os helt tilbage til start. Jeg tænker på den fremadstormende tendens, der individualiserer ansvar. Vi oplever at være personligt ansvarlige for stadigt mere: At være sund og rask på jobbet. At sikre både drift og udvikling. At være up to date med den nyeste viden. Og "when the shit hits the fan", så står du som chef – alene – i skudlinjen.
Vi slås – som enkeltpersoner – med at tackle både ansvarsfølelse og ansvarstagning. Vi tør sjældent foreslå, at ansvaret deles eller omdirigeres – for ikke at tale om en gang imellem at driste sig til at sætte ambitionsniveauet ned. Det er en tikkende bombe under de tre kronjuveler: Lederskab, trivsel og godt kollegaskab.
Er der så ikke noget at gøre? Jo! Første handling kunne være at sætte problemet på dagsordenen i din egen ledergruppe og over for din egen chef, ikke mindst for at drøfte hvordan vi generobrer lederansvarlighed som en fælles forpligtelse. Hvordan leder vi i vores organisation? Hvordan er vores relation og ansvarsfordeling mellem lederne? Hvad uddelegerer vi? Hvordan løser vi konflikter? Hvordan støtter vi hinanden?
Hver for sig kan vi meget. Sammen kan vi mere!