Er det OK, at du som chef bestemmer, hvilke TV-programmer dine medarbejdere ser? Hvilke hjemmesider de besøger? Hvad de spiser? Hvad de vejer? Om de dyrker motion? Hvem de er kærester med?
I sundhedens, personalepolitikkens og ikke mindst i den personlige udviklings navn accepterer vi – tilsyneladende – at arbejdsgiveren blander sig i noget, der i en ikke fjern fortid var privatliv. Det er ikke længere nok blot at passe sit arbejde! Vil man ikke udvikles, må man afvikles. Selvfølgelig formaliseres det i aftaler, som bærer både arbejdsgivers og arbejdstagers signatur. Spørgsmålet er imidlertid, om denne tendens er ved at komme ud af kontrol?
Nu vil du sikkert hævde, at du da sagtens kan trække grænsen. At det for eksempel kan være relevant at diskutere kost, vægt og motion ud fra sundheds- og funktionshensyn. At udviklingstiltag er både rigtige og nødvendige.
At opfordringer til at være fagligt og politisk opdateret via medier er i medarbejdernes egen interesse. Godt nok! Problemet er bare, at grænsen ligger forskelligt, alt efter hvem vi er, hvor vi er og hvornår. Det kræver med andre ord konkret stillingtagen og ikke en uforpligtende ridetur på tendensbølgen.
Frivillighed er ikke altid det samme som frivilligt. De seneste år er der mange eksempler på, at arbejdspladsens interesser presser sig ind i privatsfæren, fordi vi ikke tør sige fra. Vi ved fra den private sektor, at man ligefrem målrettet dyrker firmaet som "en stor familie", hvor der opfordres til nærmest kærlighedslignende relationer mellem ansat og virksomhed. Tak for kaffe!
Engageret samarbejde, loyalitet og udvikling må ikke udnyttes til, at arbejdsgivere tager de ansatte som gidsler under påberåbelse af personlig udvikling til fællesskabets bedste. Det handler om etik. Det handler om personlig integritet. Det handler om arbejdets omfang og karakter. Vi trænger til en debat om privatlivets grænser i relation til sundhed, personalepolitik og udviklingstiltag. Den offentlige sektor har et særligt ansvar over for sine medarbejdere, der jo stiller engagement og dygtighed til rådighed for fællesskabet.