Indhold

09.03.18 16:22

Sådan får topledelsen succes med strategien

Sådan får topledelsen succes med strategien

De rigtige ord i strategien gør det ikke, hvis de ikke oversættes til organisationen.

Den strategi, som topledelsen har udviklet og implementeret, fører sjældent til de ændringer, der ellers var hensigten. Det skyldes ikke nødvendigvis, at strategien er dårlig, eller topledelsen ikke er dygtig nok. Det kan i stedet skyldes, at oversættelsen ikke fungerer. Derfor har Væksthus for Ledelse sammen med forsker Søren Obed Madsen afprøvet og udviklet metoder til at oversætte strategier til praksis.

"Enhver strategi skal oversættes af dem, der skal være med til at føre den ud i livet. Det er ikke ligegyldigt, hvordan den bliver oversat. Der skal både ske en sproglig, kulturel, funktionel og ideologisk oversættelse. Derfor kommer oversætteren til at spille en hovedrolle i implementeringen af en strategi, fordi det i første omgang er hende, der bestemmer, hvad der skal videreføres, udelades eller ændres," siger Solvejg Schultz Jakobsen, sekretari­atschef i KL og formand for Væksthus for Ledelse.

Men som topledelse kan man gøre meget for at få bedre oversættelser af strategierne. Fx ved at gøre intentionerne med strategien tydelige, forklare strategiens samspil med andre dagsordener og forstå de forskellige kulturer, der hersker i organisationen.

Oversætterne er typisk de personer, der sørger for, at strategierne bringes fra ét sted i organisationen til et andet. Det er typisk en leder, da en del af ledelsesopgaven er at fungere som bindeled.

"Lederens opgave er at oversætte strategien, så medarbejderne forstår den. Det er ikke sikkert, at medarbejderne har den samme forståelse som topledelsen af de ord, der står i strategien. Derfor er det ikke en let opgave, og lederen skal ofte være kreativ, når hun skal berige strategien med alternative formuleringer og konkretisere de abstrakte begreber," fortæller Bodil Otto, Forhandlingsfællesskabet og næst­formand i Væksthus for Ledelse.

Hvis du vil læse mere om, hvordan strategier bliver oversat til praksis, så bestil eller download publikationen ”Fra papir til praksis” her: www.lederweb.dk/frapapirtilpraksis    

 

Kontaktpersoner

Astrid Christine Jensen-Kanstrup, KL, tlf. 2056 1984 eller mail acj@kl.dk

Mette Marie Langenge, HK/Kommunal, tlf. 2148 1898 eller mail mette.marie.langenge@hk.dk

Camilla Blæsbjerg, Danske Regioner, tlf. 2533 7775 eller mail cbl@regioner.dk

Frederik Iuel, Djøf, tlf. 4013 8179 eller mail fiu@djoef.dk 

 

Om Væksthus for Ledelse
Bag publikationen står Væksthus for Ledelse – et samarbejde mellem KL, Danske Regioner og For­handlings­fællesskabet om at udvikle og synliggøre god ledelse i kommuner og regioner. Læs mere på www.lederweb.dk

Se også

Annonce

Annonce

Annonce