Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

21.04.10 10:52

Massiv lederuddannelsesindsats i kommunerne

Op mod 12.000 kommunale institutions- og mellemledere vil i 2015 have gennemført en lederuddannelse på diplomniveau. Det viser en undersøgelse, som KL har gennemført i forbindelse med en konference for direktionerne i alle kommuner.

Undersøgelsen viser, at 71 % af kommunerne allerede har sendt deres ledere på lederuddannelse, mens 20 % af kommunerne har fastlagt uddannelsen og kun venter på at sende de første ledere af sted. Kun 9 % af kommunerne er fortsat i planlægningsfasen.

"Kommunerne står i en stærkt presset situation - krav om bedre styring og effektivisering, stram samfundsøkonomi, mangel på arbejdskraft og pres på velfærdsydelserne, gør kompetent lederskab til en kritisk faktor", siger Søren Thorup, afdelingschef i KL og formand for Væksthus for Ledelse.

Samtlige kommuner i undersøgelsen vurderer, at de lever op til aftalen om at tilbyde en lederuddannelse på diplomniveau til alle de ledere, der med trepartsaftalen har fået ret til det inden 2015.

Og 77 % af kommunerne går endda videre end at opfylde aftalen. De tilbyder lederuddannelse til en endnu bredere målgruppe end den, der er defineret i trepartsaftalen.

"Kommunerne har tydeligvis taget ansvaret på sig og er allerede rigtig godt i gang med at uddanne deres ledere", siger Søren Thorup, der glæder sig over den massive indsat i forhold til lederuddannelse i kommunerne.  

"Næste skridt er, at KL og kommunerne følger den massive lederuddannelsesindsats op med effektmålinger, så vi bliver skarpe på, hvad vi får for de penge, som vi investerer", siger Søren Thorup, der peger på, at det skal kunne måles i fx bedre effektivitet, bedre kvalitet og mere tilfredse borgere og medarbejdere, når ledernes kompetencer løftes via uddannelse.  

I forbindelse med trepartsaftalen fra 2007 blev der også oprettet en ny målrettet lederuddannelse på diplomniveau til den offentlige sektor – Den offentlige lederuddannelse (DOL), som skulle sikre et praksisnært og målrettet uddannelsestilbud til de offentlige ledere.

Den åbning af markedet, som også var målet med oprettelsen af den nye uddannelse, er dog kun delvist opnået. Flertallet af kommunerne har valgt at benytte sig af den eksisterende diplomlederuddannelse. Det skyldes i høj grad, at markedet bliver skævvredet af en ulige adgang til Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU). KL vil snarest tage denne skævvridning af markedet op med Finansministeriet.

Yderligere oplysninger i KL hos chefkonsulent Jacob Møller på 3370-3574, jcm@kl.dk

Fakta
Undersøgelsen er gennemført blandt alle kommuner. 45 kommuner har svaret.

KL’s undersøgelse viser, at ca. 15-20 % af alle de kommunale ledere vil afslå et tilbud om uddannelse. Da der i alt er ca. 15.500 ledere i kommunerne, betyder det, at ca. 12.000 kommunale ledere i 2015 vil have gennemmført en lederuddannelse på diplomniveau.

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes