Flere end otte ud af ti af de tilmeldte til årets ledertræf mener, at de er blevet en bedre leder inden for det seneste år, og det skyldes blandt andet uddannelse og inspiration fra lederkolleger og –netværk.
Kommunale ledere er glade for at være ledere, og de mener selv, at uddannelse og erfaring medvirker til, at de er blevet bedre ledere i løbet af det seneste år.
Det viser en rundspørge blandt 627 af de tilmeldte til KL’s Ledertræf 2011. 99 procent er glade for at være ledere, mens flere end otte ud af ti tilkendegiver, at de er blevet en bedre leder inden for det sidste år.
Svarene viser også, at lederkolleger, ledernetværk og medarbejdere er de primære kilder til inspiration og nye ideer. Der er dog også en del, der henter inspiration hos deres chefer, på kurser/konferencer og via uddannelse.
Endeligt ses det at selv om lederne trives i deres nuværende job, er seks ud af ti samtidig klar til at påtage sig et endnu større ansvarsområde.
Du kan i øvrigt stadig nå at tilmelde dig KL’s Ledertræf 2011 og dermed få en dag med inspiration, nye værktøjer og mulighed for at netværke med dine lederkolleger. Du kan læse mere om træffet og tilmelde dig her.