På et demensplejecenter har man fået færre konflikter med vanskelige beboere. Opskriften hedder kompetenceudvikling. Resultatet er, at medarbejderne trives bedre i deres arbejde. Traditionelt har vi set kompetenceudvikling og arbejdsmiljø som to adskilte områder. En ny artikel beskriver, hvor afhængige de to områder er af hinanden.
Medarbejdere får øget arbejdsglæde og oplever mening i arbejdet, når de kan bringe deres faglighed og kompetencer i spil. Derfor kan kompetenceudvikling ofte løse arbejdsmiljøproblemer.
I artiklen ”Arbejdsmiljø og kompetenceudvikling – modsætninger eller forudsætninger” kan du læse om to kommunale arbejdspladser, hvor arbejdsmiljø og faglighed går hånd i hånd. På begge arbejdspladser er kompetenceudvikling organisatorisk forankret, og det betyder, at fx kurser er for alle. Ikke alle kommer på et bestemt kursus, men alle får del i den læring, som nogle få medarbejdere har fået på et kursus.
Social kapital får det til at lykkes
Social kapital handler om relationerne på arbejdspladsen. Hvis relationerne er i orden, kan man fx nemmere komme til at bruge det, man har lært på et kursus. Kollegerne er nemlig indstillede på at gøre tingene på andre måder, end de plejer.
Den sociale kapital bygger bro mellem arbejdet med at styrke kvalitet og produktivitet – her spiller kompetenceudvikling en vigtig rolle – og arbejdet med at sikre tillidsfuldt samarbejde og dermed godt psykisk arbejdsmiljø.
Læs mere i artiklen: Arbejdsmiljø og kompetenceudvikling – modsætninger eller forudsætninger.
På Kompetenceweb.dk finder du desuden værktøjer, der kan:
• Hjælpe dig til at blive klogere på dit nutidige og fremtidige arbejdsliv. Se fx øvelsen ”Back-casting – lav din egen tids- og handleplan”.
• Hjælpe dig til i dialog med andre at blive klogere på kompetenceudvikling. Se fx øvelsen ”Reflekterende team”.