Ved MIA-pris 2007, som Institut for menneskerettigheder uddeler hvert år til erhvervslivet, holdt den amerikanske konsulent Howard Ross tale om, hvad mangfoldighed egentlig er for noget. Det var en inspirerende og spændende tale, så derfor har vi fået fat på en dansk version.
"Dialogen om mangfoldighed har længe drejet sig om mange af de barrierer, som jeg ved, mange af jer er engageret i: måder at skabe et samfund på – og organisationer indenfor dette samfund – der mere eller mindre er fri for bevidste fordomme og diskrimination; mere eller mindre fri for barrierer for forfremmelse og udvikling af kvinder, etniske minoriteter, folk fra lavere samfundslag eller religiøse mindretal og andre, der møder diskrimination. Dialogen har udviklet sig til også at omhandle, hvorvidt vi kan forstå hinanden godt nok til at leve sammen. Denne tendens udspringer dels af personlig moral, værdier og etik; og dels af de økonomiske realiteter hvad angår det at drive forretning, sygehuse og statslige institutioner i en verden, der forandrer sig hurtigere, end demografer kan holde trit med.
På trods af det, er dialogen stadigvæk fokuseret på at finde en måde at lave om på denne person, denne lovgivning, denne institution på en måde, der vil give de resultater, vi efterlyser. Det er åbenlyst, at dette arbejde må gøres, men på den måde har opgaven været udadvendt. Den har eksisteret indenfor en fundamental paradigme… som jeg kalder for “det gode menneske/dårlige menneske”-paradigme af mangfoldighed, indenfor hvilken der findes en idé om, at hvis vi lærer folk at være “gode”… mere forstående, mere tolerante, rarere, mindre fordomsfulde osv., så kan vi overkomme de udfordringer, som mangfoldighed stiller.
Og på det mellemmenneskelige plan kan dette nemt føre til, at man forsøger at lave om på andre, fordi de fleste af os tror, at vi er gode mennesker, og gode mennesker diskriminerer jo ikke. Fejltænkningen går ud på, at hvis det at have fordomme gør én til et dårligt menneske, og gode mennesker ikke aktivt skader andre ved at diskriminere dem, så findes der ikke fordomme. Vi ønsker jo at tro på det, fordi de fleste af os, tror at vi kender os selv grundigt, og at vi er gode frem for dårlige mennesker."
Citat fra Howard Ross' tale ved MIA 2007
Klik på linket neden for, hvis du vil læse talen