Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

10.11.11 11:30

God ledelse er forudsætningen for god velfærd

Værktøjerne til fornyelsen af den offentlige sektor hedder tillid, ledelse og faglighed. Det var budskabet fra blandt andre økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) ved konferencen ’Nye ledelsesveje i den offentlige velfærd – et spørgsmål om tillid’.

Der er behov for en fornyelse af den offentlige sektor, og de vigtigste ingredienser i den proces er tillid, ledelse og faglighed. Sådan lød budskabet flere gange, da blandt andre økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), FOA’s formand Dennis Kristensen og KL’s formand for Løn og Personaleudvalg Michael Ziegler var samlet til konferencen ’Nye ledelsesveje i den offentlige velfærd – et spørgsmål om tillid’ onsdag d. 2. november 2011.

”God ledelse er forudsætningen for god velfærd,” sagde den nye indenrigsminister blandt andet og uddybede.

”Vi skylder en meget stor tak til de offentlige ledere, som vi har i dag, for det er dem, der har bragt os hertil, hvor vi er nu, i samspil med medarbejderne.”

Hun lagde vægt på, at regeringen vil lytte og samarbejde, når den offentlige sektor skal rustes til fremtidens udfordringer.

”Vi vil give et større ledelsesrum. Vi lytter meget gerne og vil meget gerne inddrage kommuner og regioner, når der skal foretages de nødvendige ændringer,” lød det fra Margrethe Vestager.

KL’s Michael Ziegler var på linje med ministeren, da han indtog talerstolen. Han påpegede bl.a., at ledelse er nøglen til nye standarder for kvalitet, innovation og effektivitet.

”Ledelse er nøglen til at udnytte mulighederne i tværgående samarbejde i den kommunale koncern bedre. Den offentlige sektor skal ledes frem til større effektivitet og kvalitet. Det er vores institutionsledere, som har den daglige ansvar for aktivt at omstille den offentlige sektor. Det kan man ikke lovgive sig til,” sagde han.

Han kom også med en opfordring til ministeren.

”Vi skal finde fælles løsninger, der understøtter fleksibilitet, innovation og effektivitet – og lægger ansvar og beslutning der hvor forandringer skabes – i kommunerne.” lød det fra Michael Ziegler.

FOA’s formand Dennis Kristensen havde en åben invitation med i ærmet.

”Jeg synes sådan set, vi er lykkes meget godt med at sætte begrebet velfærdsledelse på dagsordenen de senere år. Det handler om, at vi skal kunne håndtere mødet med borgeren, og FOA’s medlemmer vil gerne være med,” sagde han.

Se også

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes