Hvad der var en god måde at drive ledelse på i går, er nødvendigvis ikke den rigtige i morgen.
Dette motto er baggrunden for at man i Fredericia Kommune arbejder med at styrke udviklingen af den enkelte leder – at give den enkelte leder et redskab til at arbejde bevidst og målrettet med sin egen udvikling.
Lederevaluering i Fredericia Kommune er et udviklingsredskab til den enkelte leders personlige udvikling. Det væsentlige er at den enkelte leder i dialog med egen leder får kvalificeret feedback til brug for udvikling i lederjobbet og til brug for planlægning af det videre karriereforløb.
Dette betyder at der er tale om et udviklingsværktøj for den enkelte leder med vægt på den efterfølgende dialog og mindre vægt på den egentlige måling. Et vigtigt og relevant værktøj for den enkelte leder, der samtidig har sammenhæng med de værdier og ledelseskompetencer kommunen lægger vægt på.
Konceptet - Dialog om din ledelse
Konceptet hedder ”Dialog om din ledelse” og omtales ikke som ledelsesevaluering. Udviklingskonceptet må nemlig ikke opleves som en ”fejlfindermodel” eller en ”udskilningsproces”, og kan aldrig anvendes som grundlag for advarsler, afskedigelser eller andre indgreb i forhold til ledernes ansættelsesforhold.
”Dialog om din ledelse” gennemføres som en 360-graders måling, hvor medarbejdere, lederkolleger, nærmeste leder og lederen selv bidrager til vurderingen. På baggrund af vurderingen udarbejder lederen i samarbejde med nærmeste leder en personlig handleplan for sin egen udvikling som leder. I den forbindelse etableres et tilbud om coach til lederne. Ønsket er at støtte de enkelte lederes mulighed for egenudvikling. Med coachmuligheden gives muligheden for endnu et udviklingsrum uden for dialogen med nærmeste leder.
Konceptet læner sig op ad Fredericia Kommunes ledelsesgrundlag og blandt andet de fem kernekompetencer fra projektet Ledere der lykkes. På en workshop med et bredt udvalg af ledere, fordelt på to niveauer (ledere, der er ledere for ledere og ledere, der er ledere for medarbejdere), fastsætter lederne selv de kompetencer, der skal måles på for det pågældende ledelsesniveau.
Lederne skal som helhed kunne se, at de kan anvende lederevalueringen til egen personlig udvikling. Lederne skal derfor være med i dialogen om, hvad god ledelse er, og skal være velinformeret om forventninger til og roller i lederjobbet.
Målet med Fredericia Kommunes lederevaluering
Målet med lederevalueringen er således at:
• Den enkelte leder i dialog med egen leder får kvalificeret feedback til brug for personlig udvikling i lederjobbet og til brug for planlægning af videre karriereforløb
• Medvirke til at Fredericia Kommunes ledelse udøves på et højt professionelt niveau, der hele tiden har fokus på resultater og ledelse af mennesker
• Sikre at organisationen hele tiden er i dialog om, hvad god ledelse er og derved giver topledelsen mulighed for løbende – i dialog med ledergruppen – at stille nødvendige udviklingsredskaber til rådighed
• Sikre at organisationen gennem dialogen om lederevaluering, udvikler fælles værdier for ledelse på tværs af sektorer
• Sikre at den enkelte arbejdsplads og kommunens ansatte altid får ledelse med kvalitet
Arbejdet med konceptet ”Dialog om din ledelse” har betydet at ledelse er sat på dagsordenen på en ny og tydeligere måde i kommunen. Der er opstået et fælles sprog og et større og mere konkret fokus på lederudvikling i organisationen som helhed. Mange ledere har tilkendegivet at de via resultatet/rapporten fik et helt unikt afsæt for en udviklingssamtale med fokus på dialog og udvikling frem for selve resultatet.
Processen har ikke været omkostningsfri. Der er brugt 500.000 kr. på ekstern konsulentbistand samt et halvt årsværk. Og netop god planlægning, tid og information vurderes at være altafgørende elementer for at processen bliver succesfuld.
Vigtige elementer og gode råd:
- Planlægningen omkring samtalerne. Alt var planlagt for den enkelte leder og medarbejder. Der var sat tid af i kalenderen, så det handlede for leder og medarbejder om at forberede sig til dialogen.
- Konkrete anvisninger til udarbejdelse af og opfølgning på udviklingsplanen.
- Lederne skal være velinformerede om målet med lederevalueringen, systemets faktisk indhold, hvad resultaterne bruges til, samt hvilke værktøjer og muligheder der tilbydes som opfølgning på evalueringen.
- Den enkelte leder skal opleve, at egen overordnede leder selv arbejder seriøst med egen lederudvikling ellers kan dette give en negativ afsmittende effekt helt ned til medarbejderne.
- Som ledelse fra top til bund, skal man gøre hvad man siger. Et broddent kar giver meget større utilfredshed end man umiddelbart forventer!
- Organisationen som helhed skal kende mål for og indhold i lederevalueringen. Ansatte, som skal medvirke ved vurderingen af lederne, skal ligeledes kende til metoden.
- Har organisationen ikke allerede et perfekt logistisk værktøj er en professionel behandling af logistiske udfordringer et absolut must for at komme igennem processen.
Information kan hentes hos direktør Helene Bækmark, tlf.nr. 7210 7201,
mail sthb@fredericiakom.dk personalechef Steen Ravnsbæk, tlf.nr. 7210 7127,
mail kost@fredericiakom.dk og udviklingskonsulent Lene Horndrup, tlf.nr. 7210 7144, mail kolh@fredericiakom.dk.