Hvad indebærer det at være førstelinjeleder? Hvad er ens vigtigste rolle, ledelsesopgaver og –udfordringer? Det er hovedspørgsmålene i et nyt hæfte, der henvender sig til kommunale ledere i forreste række – og til deres chefer. I marts holdes tre åbne dialogmøder om emnet. Læs mere og tilmeld dig her.
I debatten om de kommunale ledere, der er allertættest på driften, møder man af og til det synspunkt, at de ikke er fuldblods- eller fuldtidsledere. Et nyt hæfte fra Væksthus for Ledelse afliver den myte. Langt hovedparten af førstelinjelederne har arbejdsdagene fyldt med helt klassiske ledelsesopgaver, og de bliver også opfattet og respekteret som ledere af deres medarbejdere.
Hæftet præsenterer i kort form resultaterne af flere undersøgelser af førstelinjeledernes situation – herunder den første forskningsbaserede kortlægnfing af, hvilke ledelsesopgaver der faktisk fylder i hverdagen. Formålet med hæftet er at øge opmærksomheden og dialogen om et vigtigt led i den samlede kommunale ledelse.
Seks temaer i fokus
Og der er masser at tænke over og tale om – ud fra den nye viden om førstelinjelederne hverdag og udfordringer. I hæftet opstilles en række spørgsmål inden for de seks temaer, som Væksthusprojektet har fokuseret på:
- Hvordan balancerer jeg rollerne som leder og kollega?
- Får jeg den nødvendige respekt og støtte oppefra?
- Har de administrative opgaver taget overhånd?
- Hvilken rolle kan og vil jeg spille i større udviklingsprojekter?
- Hvor vigtig er lederuddannelse for mig?
- Vil jeg højere op på karrierestigen?
Oplæg til refleksion og dialog
Spørgsmålene er i første omgang rettet mod ledernes egen refleksion og indbyrdes dialog. Men førstelinjeledernes chefer og de ansvarlige for kommunens samlede ledelsesudvikling bør også læse og tale med, så de kan bidrage til at skabe de bedst mulige betingelser for at udøve ledelse i første række.
Tre dialogmøder i marts
Derfor inviteres både førstelinjeledere, deres chefer og andre interesserede til tre dialogmøder, der afholdes rundt om i landet i marts måned.
På møderne præsenteres og drøftes projektets resultater, der også sættes i perspektiv af tre kommunale topledere. Læs mere og tilmeld dig via linket nederst, hvor du også finder hæftet Først og fremmest leder.
Læs artiklen Blæksprutteledere på fuld tid
Læs mere om projektet
Væksthusprojektet har set nærmere på førstelinjeledere på fem udvalgte områder:
- Det grønne område – typisk ledere inden for vej og park.
- Idræt – fx halinspektører og ledere af idrætsanlæg og svømmehaller.
- Pedel og rengøring – bl.a. ledende rådhusmedarbejdere, teknisk serviceledere på skoler samt rengøringsledere.
- Ældreområdet – ledere i ældreplejen med SoSu-baggrund.
- Socialpædagogiske institutioner – ledere inden for handicap- samt børn og unge-området.