Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

25.10.07 19:21

Ændret den 01.06.09

Fælles indsats i Aabenraa om uddannelse til alle

Alle skal på banen, når flere unge skal sikres en uddannelse. Stor interesse fra aktørerne på området, da Aabenraa Kommune inviterede til opstartskonference.

Aabenraa Kommune, der er én af 17 deltagende kommuner i projekt Ungdomsuddannelse til alle, har netop afholdt en konference som opstart på projektet, der skal få flere unge til at påbegynde og fuldføre en uddannelse. Konferencen havde deltagelse af 70 repræsentanter fra ungdomsuddannelserne, fagforeningerne, politikere og embedsmænd fra skole- og socialområdet samt erhvervslivet.

- Der er tale om spildte kræfter, når unge dropper ud af uddannelsen og der er i høj grad brug for uddannet arbejdskraft på arbejdspladserne, sagde borgmester Tove Larsen i sin indledning.  Der skal helt konkrete resultater og handlinger på bordet, for det handler også om at sikre den enkelte unge en ordentlig uddannelse og et godt liv.

Konferencen havde til formål at involvere flest mulige af aktørerne på området. Dels for at konkretisere hvilke barrierer, der er i systemet, dels for at fremme relevante tiltag, der kan fastholde de unge i uddannelsen.

En forhåndsopdeling i debatgrupper gav den enkelte deltager mulighed for at vende problemstillingerne med andre interessenter og det har vi fået en særdeles positiv feedback på, fortæller Rikke Jønson, der er projektkoordinator. Deltagerne har følt sig involveret og hørt og har medejerskab i projektet, og det viste sig, at der var stor enighed om, hvor det er der skal sættes ind.

- Først og fremmest skal vi have defineret målgrupperne. Både de unge selv og årsagerne til at de dropper ud eller slet ikke får påbegyndt en uddannelse, er meget forskellige, og det nødvendiggør forskellige indsatser. En lang række indsatsmuligheder blev foreslået, bl.a.

  • én indgang for den unge til kommunen med oprettelse af en ”ungeforvaltning” på tværs af skole- og socialområdet samt jobcentret
  • internetportal med overblik over mulighederne for målgruppen samt alle aktører på området
  • helårsbrobygning skal bruges og udvides
  • 1-årsreglen på produktionsskolerne ændres, så det er muligt at gå der i op til 2 år
  • udvidelse af praktikmuligheder, herunder lønnet praktik på virksomheder for unge udenfor uddannelse
  • samarbejde mellem flere ungdomsuddannelser for at skabe et elev-grundlag, der er stort nok til at oprette forløb til unge som ikke er uddannelsesparate.

Et af problemfelterne er, at det er blevet væsentligt nemmere at få et arbejde straks efter folkeskolen, fordi der mangler hænder på arbejdsmarkedet. Men samtidig efterspørger virksomhederne flere veluddannede. Derfor skal der fokuseres på, hvordan virksomhederne kan være med til fremtidssikre både arbejdsmarkedet og den unge selv. F.eks. ved at sige, at det er okay at arbejde i et halvt eller helt år, men at det er mere attraktivt for virksomheden at ansætte unge, der har uddannet sig.

Erhvervslivet har desuden efterlyst mere kontakt og samarbejde med folkeskolen. F.eks. ved flere besøg på virksomhederne – også ud over skolepraktikken – eller ved at virksomhederne inviteres mere ind i skolen. Ofte ved de unge for lidt om mulighederne inden for forskellige erhvervsområder, og hvilke krav der stilles.

En referencegruppe med repræsentanter fra erhvervslivet skal sammen med kommunens og skolernes projektgrupper arbejde videre med opgaverne og i 2008 afholdes næste konference, hvor der skal følges op på de enkelte tiltag.

Yderligere oplysninger:

Projektkoordinator Rikke Jønson, Ungdommens Uddannelsesvejledning - Aabenraa

Direkte nr: 7376 7538 - Email: rjoe@aabenraa.dk

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes