Kommunerne kan få endnu mere ud af medarbejdernes efteruddannelse, end de får i dag. Med få virkemidler kan lederne sikre sig, at der sker en overførsel af viden fra undervisningssituationen til arbejdspladsen. Det er en af pointerne i en ny undersøgelse af socialrådgiveres efteruddannelse, som KL og Dansk Socialrådgiverforening står bag.
Når en medarbejder er på vej på efteruddannelse, kan lederen med få virkemidler understøtte, at arbejdspladsen får god valuta for de investerede uddannelsesmidler.
Og opskriften er enkel: Før medarbejderen tager på efteruddannelse, bør lederen i samråd med medarbejderen formulere forventningerne til, hvilke kompetencer det bør føre til. Under uddannelsen er det vigtigt at udvise interesse og spørge til fremdriften i uddannelsen. Og efter uddannelsesforløbet kan lederen med fordel følge op på processen og sikre, at der sker en videndeling i organisationen.
Følges disse råd, vil medarbejderne typisk blive mere motiverede og samtidig kunne overføre mere viden fra undervisningssituationen til arbejdspladsen.
Se skemaet i bilagene med gode råd.
Overførsel af viden til arbejdspladsen
Når DS og KL i et partsprojekt har valgt at undersøge emnet, skyldes det et øget fokus på transfer, dvs. den overførsel af viden, der sker mellem uddannelses- og arbejdssituationen.
Undersøgelsen viser, at der allerede i dag foregår en betydelig 'transfer'. Både socialrådgiverne og deres ledere giver således udtryk for, at diplomuddannelser kan anvendes i praksis.
Endvidere viser undersøgelsen, at lederne griber processen an på forskellige måder. På nogle kommunale arbejdspladser en man langt fremme med eksempelvis formelle aftaler om, at de studerende skal orientere deres kolleger om ny viden, mens det andre steder er mere op til de studerende selv. Derfor kan man mange steder med fordel lægge efteruddannelsen i mere faste rammer.
Flere ledere ser gerne, at skolerne bliver endnu bedre til at orientere generelt om diplomuddannelserne.
Faktaark og rapport
Udover rapporten og skemaet med gode råd er der i forbindelse med projektet også lavet et faktaark, som giver en oversigt over diplomuddannelserne, deres indhold, udbyder, varighed og pris. Se materialet i vores yderligere materiale her på siden.
For yderligere information, kontakt konsulent Karen Lund, klu@kl.dk, tlf. 3370 3961 eller konsulent Jakob Sloth Petersen, jsp@kl.dk, tlf. 3370 3252.