Vi lever i en tid, hvor spændingsfeltet mellem politik og administration øges i omfang og styrke. Svære tider skærper vilkårene for samarbejde. Antallet af sager med uansøgt afskedigelse af kommunale topchefer er blandt andet en temperaturmåler på den virkelighed.
Det kan være nødvendigt at afskedige. Nye strategier og ændrede behov kan for eksempel være nødvendige grunde til udskiftninger på holdet. Til gengæld kan afskedigelser næppe legitimeres med henvisning til manglende dialog eller dårlig kontakt mellem parterne.
Kulturforsker og dirigent Peter Hanke slår i en ny bog om kulturpolitik til lyd for, at vi forlader armslængdeprincippet, som i årtier har betydet, at politikerne har stået uden for dialogen om det indholdsmæssige. Hanke gør sig simpelthen til talsmand for, at vi erstatter armslængde med håndsrækning.
At vi involverer politikerne mere. At vi intensiverer kontakten. Så var det, jeg tænkte, om vi i forhold til kommunal ledelse og specifikt samspillet mellem politik og administration kunne lade os inspirere? Tilsætte pointen et skud gensidighed. Opfordre til tydeligere signalgivning, bedre dialog og gensidig input-givning mellem folkevalgte og professionelle ledere.
Effekten kunne måske blandt andet aflæses i forbedret gensidig respekt. Vi kunne slå et slag for mere både uformel og struktureret forventningsafstemning, der kan understøtte samarbejdet mellem politikere, topchefer, administratorer og fagfolk. Vi kunne revitalisere roller og samspil og herved gøde jorden for klarere ansvarsplacering og færre konflikter. Det hele baseret på, at vi tjener samme sag og befolkning.
Fremtidens udfordringer forudsætter, at vi udskifter en traditionel armslængde-forforståelse med et håndsrækningskodeks. Det kunne i særdeleshed gælde i forhold til samspillet mellem politikere og embedsfolk. Borgmestre og kommunaldirektører har en særlig forpligtelse, når det handler om at gennemsyre ikke kun egne samspil, men hele systemet med denne grundholdning.