Tidsplanen for udrulningen af NemID kører på skinner. Fra juli 2010 begynder bankerne at rulle NemID ud til deres kunder. Herefter vil det også være muligt for kommunerne at udstede NemID til borgerne.
Tidsplanen for NemID kører på skinner. I hvert fald holder tidsplanerne, og der er ikke dukket væsentlige tekniske problemer op i testfasen indtil nu. Derfor ser nedenstående tidsplan ud til at holde:
- Netbankerne påbegynder udsendelsen af NemID til deres kunder: 1. juli 2010
- Det offentlige idriftsætter NemID til borger, fase I: 1. juli 2010
- Tilslutning af offentlige selvbetjeningssystemer: 1. juli 2010
- Idriftsættelse af NemID til borger, fase II: 2. august 2010
- Idriftsættelse af erhvervsdelen: 30. november 2010
Det betyder...
At bankerne begynder 1. juli at omlægge alle netbankkunder. Bankerne forventer, at det tager resten af året. Bankernes udrulning vil ske på en måde, hvor den geografiske spredning skal sikre, at ikke enkelt fillialer bliver overbebyrdet med supportopkald o.l. Det betyder, at alle kommuner kommer i spil fra starten. Det er i modsætning til den oprindelige model, hvor der skete en regional udrulning. Derfor vil den enkelte kommune ikke kunne vide, hvornår borgerne i kommunen får den nye signatur.
Kommunerne kan udstede NemID fra 1. juli, og den signatur kommunerne udsteder kan også anvendes i bankerne, men den enkelte borger kan ikke anvende signaturen til banken før banken giver besked.
Bankerne vil sende individuelle breve til kunderne om den nye signatur, og 14 dage senere vil de fremsende et nøglekort til hver bruger. Herefter vil bankkunderne, når de logger på e-banken på normal vis, se en ”pop-up” der spørger, om de vil anvende den nye signatur. Og hvis de siger ”ja”, vil de blive spurgt om signaturen også vil skulle kunne anvendes til kontakt med det offentlige. Info-materialet fra bankerne vil opfordre brugerne til at sige ”ja” til denne mulighed. I det omfang de følger denne anbefaling, vil NemID også kunne anvendes til offentlige løsninger. Hvis brugeren vælger at sige ”nej” vil hun senere kunne ændre mening, og anvende signaturen også på offentlige løsninger.
Kommunerne kan udstede signaturer til de borgere, der ikke har netbank og til de netbankbrugere, der ikke har tålmodighed til at vente på netbanken sender dem en NemID. Men det er bankernes brev, der udløser netbankadgangen. Borgerne kan således ikke anvende en kommunal udstedt signatur til netbank, før netbanken opfordrer til at anvende den nye signatur.
Den kommunale information bør således primært rettes mod ikke-netbank-brugere. Hvis en borger ønsker en NemID her og nu, bør kommunen selvfølgelig udstede den, men kan ellers informere borgeren om at banken kommer automatisk med tilbuddet til sine kunder, når det passer ind i bankens udrulningsplaner. De fleste offentlige selvbetjeningsløsninger forventes at være parate til NemID 1. juli 2010.
Udfasning af eksisterende pinkoder til netbank
Bankerne vil ret hurtigt lukke ned for eksisterende adgangsløsninger og primo 2011 vil NemID være eneste adgang.
Offentlige pinkodeløsninger vil blive udfaset i løbet 1. halvår af 2011, ligesom udstedelsen af den eksisterende digitale signatur vil stoppe. Der vil ikke være nogen speciel transportabel signatur, da NemID i kraft af nøglekortet er transportabel.