Jeg opholdt mig for nylig et døgn sammen med en lang række topchefer fra kommuner, region og stat. På mange måder både godt og inspirerende selskab: Godt, fordi hovedemnet var de offentlige topchefers egen kompetenceudvikling – unægtelig et væsentligt emne af betydning for hele den offentlige sektors fremtid. Inspirerende, fordi døgnet gav indblik i, hvad offentlige topchefer blandt andet taler sammen om, her ved indgangen til det nye årti. Jeg vil gerne dele nogle af mine notater med dig:
Toplederens egen kompetenceudvikling er på dagsordenen med en række pejlemærker af stor motiverende betydning, også for alle andre offentlige ledere, for eksempel: De udfordringer, vi står over for, gør kompetenceudvikling bydende nødvendigt; vi kan og skal lære mere af hinanden på tværs af sektorerne; kompetenceudvikling skal fremover være mere pligt end rettighed. Som det fremgår, er der grøde i tænkningen.
Af andre væsentlige emner vil jeg fremhæve følgende:
Effektivisering: Vi står overfor nogle kanon vanskelige år og skal levere. Men det er op ad bakke, fordi vi i forvejen lider under effektiviseringstræthed. Hvor går innovationsvejen? Hvordan får vi samspillet med vores politikere gjort frugtbart? Hvorledes undgår vi, at det hele handler om økonomi, så faglighed og kvalitet ryger ud med badevandet?
Fastholdelse og rekruttering: Vi kender udfordringerne, både på grund af organisationernes aldersprofiler og demografien. Men hvilke indsatser vil reelt rykke på tingene? Hvordan undgår vi ord, ord og atter ord, men kun utilstrækkelige handlinger?
Overbestemthed: Summen af detailmål, krav og forventninger, ofte modsat rettede, lammer. Hvordan genfinder vi optimismen og frisætter kreativiteten, ikke mindst hos medarbejderne?
Effekten af ledelse: Duer de offentlige ledere? Hvordan og hvornår kan vi tydeligere dokumentere betydningen af ledelse? Det skal helst ske, før for mange råber, at vi jo ikke har noget tøj på!