Ledigheden stiger meget i Skive, og det rammer især de unge. Derfor sætter Skive nu gang i en hjælpepakke til de unge.
Heldigvis har Skive Kommune aldrig haft så mange i gang med en ungdoms-uddannelse som nu, men de unge, som ikke er i uddannelse, har det svært. Det ses på antallet af unge på kontanthjælp og dagpenge (Fra 1.-6.-09):
18-årige i uddannelse: 88 % (For to år siden: 85 %)
18-24 årige på kontanthjælp: 259 (For to år siden: 190)
Unge ledige 18-30 årige på dagpenge: 312
Især er der en foruroligende stigning blandt de unge på kontanthjælp, der har andre problemer end ledighed (Fra 85 til 178 på to år!). Det er typisk unge med psykiske og/eller sociale problemer. Mange af dem har en dårlig skolebaggrund og også ringe erhvervserfaring.
Fra august sætter Skive en hel hjælpepakke ind i ungeindsatsen:
- Projekt ”Klar til uddannelse”: Det lokale Beskæftigelsesråd har bevilget midler til dette projekt, hvor to medarbejdere skal lave individuelle vejlednings- og afklaringsforløb for unge på kontanthjælp.
- Støtte til unge med ”ondt i livet”: De tre erhvervsskoler ansætter i fællesskab en psykolog og en vejleder, som skal støtte de sårbare unge i at holde fast ved den uddannelse, de er i gang med. Projektet er støttet af Undervisningsministeriet.
- Tidlig indsats: UU Skive er klar med mentor-støtte til alle udsatte unge 15-17 årige, som ikke er i uddannelse, og som måske er på vej mod kontanthjælp. Midlet er ofte en omvej via et arbejde, så de unge genvinder selvtilliden.
- Fastholdelse i uddannelse: Ungdomsuddannelserne og UU Skive har aftalt tæt netværk om de unge, som har svært ved at fastholdes i uddannelse.
- Projekt FOKUS: Med midler fra Region Midtjylland tilbyder en unge-koordinator udsatte unge tilbydes vejlednings- og afklaringsforløb, som kan omfatte forløb på produktionsskolen, de lokale erhvervsskoler og arbejdspladser.
- Grupper for elever i 7.-9. klasse med ”ondt i livet”: 5 folkeskoler opretter grupper, hvor en lærer og en vejleder fra UU Skive laver netværksaktiviteter og har samtaler med eleverne. Grupperne tilknyttes desuden en psykolog fra UU Skive.
- Alle lærere og ledere i folkeskolerne skal på efteruddannelse i AKT (Adfærd, kontakt, trivsel) – et signal om, at man vægter trivsel og inklusion højt.
Byrådet har vedtaget en ”Strategi- og handleplan for ungeindsatsen” her i foråret. Ideerne fra denne plan sættes altså nu i gang, som resultat af et flot samarbejde mellem kommune, UU Skive, produktionsskole og alle byens uddannelsesinstitutioner: Social- og sundhedsskolen, Skive Handelsskole, Skive Tekniske Skole og Skive Gymnasium & HF.